Business

Ebh-formand: Krak overgår Roskilde Bank

Mens den nu krakkede nordjyske Ebh Bank var på vej mod afgrunden, kæmpede bankens to direktører indædt for at redde deres private beholdninger af bankaktier.

De to direktører havde i 2007 aktieoptioner til en samlet værdi af 46 mio. kroner, som de kunne have hævet i 2010, hvis det var lykkedes at holde kursen på bankens aktier, skriver Politiken.

Det bekræfter Jørn Astrup Hansen, der af staten er sat ind som bestyrelsesformand og oprydder i banken.

"Vi kan konstatere, at direktørerne havde optioner udformet på samme måde som dem, vi kender fra Roskilde Bank. Direktionen havde således en naturlig egeninteresse i høje og stigende aktiekurser," siger Jørn Astrup Hansen til Politiken.

Større end Roskilde Bank

Finanstilsynet bad i fredags Bagmandspolitiet kulegrave det, der ligner danmarkshistoriens største sag om kursmanipulation.

Ifølge Jørn Astrup Hansen har bankskandalen flere ligheder med krakket i Roskilde Bank. Begge banker tog ekstreme risici på ejendomsmarkedet og havde en eksplosiv vækst i udlånene.

Men i Ebh gik man et skridt videre, da Ebh-fonden, bankens hovedaktionær, belånte sine aktier i banken. Bankens egenkapital blev herved gearet to gange. Nu kan koncernens underskud opgøres til 6 mia. kr.

"Det er formentlig det relativt største bankkrak i nyere tid. Jeg tror, vi slår Roskilde Bank," siger Jørn Astrup Hansen til Politiken.