McDonalds' logo skal være grønt
Det gule M på den røde baggrund har i årtier været uadskilleligt forbundet med burgerkæden McDonald's, og sådan et varemærke er guld værd, men fremover bliver den røde baggrundsfarve droppet i Tyskland.
Nye McDonald's-butikker skal nemlig være grønne, beretter Finansiel Times Deutschland.
"Efter renovering og modernisering af interiøret i restauranter er turen nu kommet til det ydre, med masser af grønt i stedet for rødt", siger Holger Beeck, der er vicechef for McDonald's i Tyskland, og tilføjer, at farveskiftet signalerer 'respekt for miljøet.'
McDonald's i Tyskland har i øvrigt trodset krisen og øget salget i år, også når der ses bort fra salget i nyåbnede butikker.