Forfatter: Islandske rigmænd begik landsforræderi
De drømte om at blive de rigeste i verden, men i dag står islændingene med en kæmpegæld, det vil tage adskillige generationer at betale tilbage.
Den Internationale Valutafond og den islandske stat har sendt milliardregningen videre til skatteborgerne, men det er urimeligt, mener mange på Island.
En af dem er den islandske forfatter Einar Már Gudmundsson. Han kalder i en ny bog de islandske rigmænd for landsforrædere og kræver konfiskation af deres formuer.
"Finansfyrsternes begrundelse for deres urimeligt høje lønninger var, at de havde så stort et ansvar at bære; jamen, så er det da bare at tage dem på ordet og lade dem stå ved det ansvar," skriver Gudmundsson i bogen.
Berigede sig selv
Gudmundsson, der modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 1995, anklager politikere og erhvervsfolk på Island for at have hjulpet hinanden til at berige sig selv - i en sådan grad, at de islandske finansfyrster, som han kalder dem, pludselig var i stand til at opkøbe virksomheder verden over og leve liv i vild luksus.
Politikerne snorksov på deres vagt
Einar Már Gudmundsson
"Det store problem, som skabte den samfundstilstand, som vi oplever, det er ægteskabet mellem de rige finansfyrster og politikerne. Politikerne snorksov på deres vagt," siger Einar Már Gudmundsson til finans.tv2.dk.
Grådighed som narkomani
Han beskriver grådigheden som en narkomani, der kræver flere og flere penge, og han efterlyser, at politikerne vedtager love, der som kan dømme de ansvarlige med tilbagevirkende kraft.
"Vi har ikke råd til, at der ikke bliver gjort op med den ågervirksomhed, der fandt sted. Det er faktisk en afgørende forudsætning for, at vi kan bo i et civiliseret samfund, i et velfærdssamfund," hedder det i bogen.
Vi har ikke råd til, at der ikke bliver gjort op med den ågervirksomhed, der fandt sted.
Einar Már Gudmundsson
Islands samlede gæld beløber sig til over 80 milliarder danske kroner. Gælden pr. indbygger er større end tyskernes gæld efter Anden Verdenskrig.
Einar Már Gudmundsson: Hvidbogen - Krisen på Island. Informations Forlag, 192 sider. Udkommer 26. oktober.