Business

Julefrokosten bliver vildere i år

Fyrede medarbejdere og store besparelser i virksomhederne. Det er virkeligheden i mange danske selskaber. Men julefrokosten bliver der ikke sparet på - tværtimod.

Arrangører af julefester oplever, at virksomhederne bruger endnu mere på julefrokoster i år i forhold til sidste år.

Det viser en rundspørge som Dagbladet Børsen har lavet.

"Oktober-tallene for vores ti hoteller viser, at vi er otte procent over niveauet af bookinger i forhold til sidste år", siger Anders Grørup Hansen, marketingchef i Comwell, der driver hotel- og konferencecentre i hele Skandinavien

Integreret del af kulturen

På de 26 Best Western-hoteller i Danmark mærker man også fremgang.

"Det ser ikke ud til, at den økonomiske situation afholder virksomhederne fra at holde julefrokoster. Det virker som om, arrangementerne er en så integreret del af dansk kultur, at det er blevet helligt for virksomhederne og medarbejderne", siger Peter Laigaard Jensen, country manager i Best Western til Børsen.