Business

Huslejen styrter i verdens dyreste gader

Finanskrisen tromler henover verdens dyreste gader. Faldet i huslejen er det største i minimum 24 år, lyder det fra udlejegiganten Cushman og Wakefield.

De seneste 24 måneder har været en historisk svag periode," slår udlejekæmpen fast i en rapport.

Shoppingmekkaet Fifth Avenue i New York ligger fortsat på toppen af listen over verdens dyreste gader og har gjort det i de seneste otte år. Men også her er priserne faldet - helt præcis med 8,1 procent fra juni sidste år til juni i år.

Med et sådant prisfald, betyder det, at prisen for en såkaldt kvadratfod er nede i rundt regnet 1700 dollar, melder Cushman & Wakefield. Omregnet til kvadratmeter svarer det til cirka 95.000 danske kroner per år.

Dyre gader dykker i Hong Kong

Også i Hong Kong er de dyre gader under hårdt pres. På handelsgaden Causeway Bay er priserne faldet med 15 procent, hvilket betyder, at en kvadratmeter koster omkring 85.000 kroner per år.

I modsætning til de dyre handelsgader i New York og Hong Kong ligger priserne forholdsvis stabilt på Champs Elysees i Paris. Her koster en kvadratmeter omkring 50.000 kroner.

Indiske Mumbai dykker mest

Som nummer fire på listen over de dyreste gader ligger Milanos Via Montenapoleone. Herefter følger de ypperste gader i Tokyo, London og Zürich.

Det største fald i udlejningsprisen er sket i indiske Mumbai, hvor priserne for at leje en kvadratmeter er faldet med 64 procent.

Modsat er den største stigning i udlejepriserne sket i Brasiliens dyreste gade i Sao Paulo.

-