Business

Her er Danmarks dyreste luksusvillaer

Det står fortsat noget stille på det danske boligmarked, når det gælder de allerdyreste huse.

Tirsdag blev den fallerede ejendomsmatador Steen Gudes tidligere luksusvilla på Skodsborg Strandvej solgt for et ukendt beløb, men en stor del af landets allerdyreste huse har stået til salg i adskillige måneder, nogle endda længere.

Her kan du se de 10 dyreste villaer til salg netop nu. De angivne priser er udbudspriserne hos ejendomsmæglerne.

1. Frederikkevej 20,Hellerup

  • 58.000.000 kroner

Herskabsvillaen i Hellerup skal have ny ejer efter over 80 år i hænderne på samme familie. Det er dermed et sjældent udbudt stykke liebhaveri, der efterhånden har været Danmarks dyreste villa til salg længe. Så længe, at sælger for nylig har skiftet ejendomsmægler i forsøget på at komme af med de 14 værelser, 600 m2 bolig og over 1.000 m2 grund på en stille sidevej til Strandvejen, med egen badebro og storslået udsigt over Øresund.

2. Skodsborg Strandvej 300,Skodsborg

  • 58.000.000 kroner (SOLGT)

Kendt som den krakkede ejendomsspekulant Steen Gudes villa og som huset, Stein Bagger bare måtte eje, inden Hotel Tremmely blev hans faste bolig. Arne Jacobsen-drømmen skulle have været på tvangsauktion onsdag, men blev - som finans.tv2.dk kunne afsløre - solgt allerede tirsdag. Pragtvillaen måler 537 kvadratmeter og ligger på en 8.500 kvadratmeter stor grund ned til Øresund.

3.Fredensborg Kongevej 56,Kokkedal

  • 56.000.000 kroner

Stor lystejendom beliggende i et attraktivt område mellem Fredensborg og Hørsholm. 593 m2 bolig og hele 179 tønder land at boltre sig på, inklusiv egen kastanieallé, ridehal i internationale mål og store avlslænger. Ejendommen fra 1972 rummer 15 værelser samt en svømmehal med alle faciliteter.

4. Vedbæk Strandvej 434,Vedbæk

  • 50.000.000 kroner

Denne klassiske palæejendom fra 1913 er 403 kvadratmeter stor og ligger ifølge kendismægleren Jan Fog på en 5.087 m2 "pragtgrund" nær Vedbæk Havn, med eget springvand og direkte ned til Øresund. Ejendommen fremtræder i pæn og velholdt stand, skriver Fog, der dog noterer, at en ny ejer "nok vil etablere nyt spisekøkken og nye badeværelser".

5. Strandvejen 336, Klampenborg

  • 38.000.000 kroner

Ejeren af denne strandvejsvilla i Klampenborg har stædigt holdt fast i udbudsprisen og endda sat den op, mens andre luksusejendomme er raslet ned i pris. For to år siden stod villaen til salg for 35 millioner kroner, og er altså udbudt til en højere pris i dag. I spadsereafstand til Bellevue Strand og med Hvidøre Slotspark som nærmeste nabo er denne 438 m2 store bolig med ni værelser ifølge ejendomsmægleren "den mest attraktive liebhaverresidens i Klampenborg".

6. Fredheimvej 2 A, Vedbæk

  • 35.000.000 kroner

Denne herskabsvilla i engelsk cottage stil kan byde på 390 m2 bolig samt 195 m2 høj kælder og udnyttet tagetage. Grunden på 7.587 m2 minder mest af alt om en park og en 60 meter lang mur beskytter villaen mod støj og nysgerrige blikke fra Strandvejen. Huset er opført i 1937 og rummer 12 værelser samt en overdækket søjleterrasse.

7. Dronninggårds Alle 80, Holte

  • 35.000.000 kroner

Intet mindre end Mads Skjerns villa - huset, der blev kendt som Skjern-familiens residens i tv-serien Matador, da tøjforretningen og lejligheden i Korsbæk blev for trang for den driftige erhvervsmand. Den 435 m2 store palæejendom ligger lige ned til Furesøen med egen bådebro og tennisbane i baghaven. Grunden måler hele 13.000 m2, mens villaen byder på 11 værelser inklusiv stor sittinghall med pejs og glashavestue mod søen samt en 199 m2 stor kælder med billardrum, vinkælder og værksted.

8. Vedbæk Strandvej 320, Vedbæk

  • 35.000.000 kroner

Endnu en strandvejsvilla i Vedbæk. Det 464 kvadratmeter étplanshus er tegnet af arkitekterne Jørgen Bo og Wilh. Wohlert og indeholder både indendørs pool og 144 m2 kælder. Blandt herlighederne er en forstue med gæstetoilet, en stor opholdsstue med pejs, spisestue, køkken samt stor tilbygget havestue på 56 m2. Villaen har desuden privat strandområde.

9. Rungsted Strandvej 108, Rungsted Kyst

  • 34.000.000 kroner

Med Øresund til den ene side og Rungsted Golf Klub til den anden, har denne villa fra 2002 den helt rigtige beliggenhed for multimillionæren, der vil krydre tilværelsen med daglige golflektioner og svømmeture langs stranden. De 363 luksuskvadratmeter ligger helt ned til vandet på en 1.819 m2 stor grund med Rungsted Havn et stenkast derfra. Et stort glasparti i køkken/alrum sikrer solopgang over vandet til morgenkaffen.

10. Ørholmvej 61, Kongens Lyngby

  • 32.000.000 kroner

Mølleåen løber i baghaven bag dette fredede landsted fra 1750 med egen park, skov og hestefolde, ikke langt fra Dyrehaven. Ligesom strandvejsvillaen ovenfor vurderer sælger ikke, at huset i Kongens Lyngby er påvirket negativt af finanskrisen. For halvandet siden blev villaen således handlet for 31,5 mio. kroner. Ejendommen har et samlet boligareal på 552 m2 samt en staldbygning på 180 m2, mens grunden måler hele 36.000 m2 med bl.a. nyanlagt grustennisbane, nyt terrassemiljø med swimmingpool og overdækket aftenterrasse med pejs.

Kilder: Boliga.dk, Boligsiden.dk og ejendomsmæglerne