Island i chok over bankskandale
Kreditbogen i Kaupthing Bank er blevet lækket med oplysninger om alle kunder med lån over 45 millioner euro. Og det har chokeret Island.
Kreditbogen viser, at de største lån er givet til nærtstående parter uden sikkerhed. Derudover har Kaupthing lånt milliarder til køb af egne aktier, skriver Berlingske Business.
"Jeg har set dokumentet, og det bekræfter min mistanke om, at der ikke var noget egenkapital i systemet. Men jeg er alligevel overrasket over, hvor lidt sikkerhed banken har fået for lånene. Jeg troede de drev en bank og ikke en venture-fond. Det er også overraskende, hvor store beløb, det egentlig drejer sig om, udtaler Vilhjálmur Bjarnason, assisterende professor i finansiering ved Islands Universitet.
Han mener desuden, at flere af lånene er direkte ulovlige.
Intet forkert i lånene
De fem største kundegrupper i banken havde i september 2008 lån for over 47 milliarder danske kroner, hvilket er mere end det dobbelte af det årlige islandske statsbudget, og ligger langt over bankens egenkapital.
Hreidar Mar Siggurdsson, som er tidligere topchef for banken, afviser, at der skulle være noget forkert i lånene.
Island har oplevet mange skandaler vedrørende bankerne siden krakket i september.
Alligevel er denne skandale ekstra chokerende, da den tegner et billede af den tidligere storbank som en stor varmluftballon.
Udlånsbogen er den første indikation på, hvordan den islandske bankdrift har fungeret før krisen.
Kaupthing Bank var inden krisen Islands største bank, og ejer FIH Erhvervsbank.