Her er Danmarks billigste lejligheder
Skal det være billigt, så skal det være jysk. Landets ti billigste ejerlejligheder ligger i Jylland.
Er du ligeglad, hvor i landet du bor? Er du bare ude efter en billig bolig? Så flyt til Struer ved Limfjorden.
Her ligger seks af landets ti allerbilligste lejligheder i området omkring Nørmarkvej og Elmevej i det sydøstlige hjørne af Struer, viser en opgørelse fra Boligsiden.dk.
En etværelses lejlighed på 37 kvadratmeter kan her fås helt ned til 165.000 kroner, hvis du betaler kontant. Med en udbetaling på 25.000 kroner og afbetaling på lån kan du sidde for godt 1.600 kroner om måneden.
For de penge får man et ældre, men dog velfungerende køkken, vaskemaskine og sydvendt altan.
Småt er svært at sælge
Lige i nærheden ligger fem andre etværelses lejligheder på 42 m2, der er udbudt til priser på mellem 215.000 og 270.000 kroner.
Lejlighederne fejler ikke noget, men ejendomsmægler Helle Pedersen fra EDC i Struer forklarer, at de mindste lejligheder godt kan være svære at komme af med.
"De fleste unge vil næppe være afvisende over for en 1-værelses studenterhybel i København. Herovre er prisniveauet derimod på omkring det halve af hovedstaden, og for 250.000 kroner kan det faktisk godt lade sig gøre at få en lille 2-værelses lejlighed. Derfor vælger de fleste at få et ekstra værelse og så betale lidt mere," siger hun til Boligsiden.dk.
Her er top 10 over landets billigste ejerlejligheder:
- Struer, Nørmarkvej: 37m2 til 165.000 kroner hos EDC
- Randers NØ, Platanvej: 30m2 til 180.000 kroner hos John Frandsen
- Vinderup, Møllevej: 40m2 til 195.000 kroner hos DanBolig
- Struer, Elmevej: 42m2 til 215.000 kroner hos Nybolig
- Hjørring, Bøgstedvej: 43m2 til 245.000 kroner hos Nybolig
- Struer, Elmevej: 42m2 til 245.000 kroner hos Nybolig
- Struer, Elmevej: 42m2 til 250.000 kroner hos EDC
- Struer, Elmevej: 42m2 til 265.000 kroner hos EDC
- Struer, Elmevej: 42m2 til 270.000 kroner hos EDC
- Grenaa, Fuglevænget: 39m2 til 270.000 kroner hos Estate Mæglerne
Kilde: Boligsiden.dk I statistikken er ferielejligheder og timeshare-lejligheder udeladt.