SE LISTEN: Danmarks dyreste ejendomme

Er du træt af al den snak om finanskrise og flæberi over faldende ejendomsværdier og svækket forbrugslyst? Har du behov for lige at lufte tegnedrengen lidt og småshoppe for 60-70 millioner kroner?

Så tag et kig på landets dyreste ejendomme til salg netop nu. Der er nok at vælge mellem, og formentlig også mulighed for at tinge lidt om priserne i skyggen af finanskrisen.

Hvad enten du er til strandvejsluksus, landbrugsjord under neglene eller hesteopdræt, så er rammerne i orden. Hvad med 1.000 m2 grund i første række til Øresund eller 100 tønder land nær Hørsholm inklusiv eget stutteri? Eller hvorfor ikke slå sig ned i Mads Skjerns villa ved "Korsbæk Fjord" - også kendt som Furesøen?

Her er de ti ejendomme herhjemme med den højeste kontantpris netop nu:

1. Frederikkevej 20,Hellerup

  • 66.000.000 kroner

Herskabsvillaen i Hellerup skal have ny ejer efter over 80 år i hænderne på samme familie. Det er dermed et sjældent udbudt stykke liebhaveri, der er Danmarks i særklasse dyreste villa til salg netop nu. 14 værelser, 600 m2 bolig og over 1.000 m2 grund på en stille sidevej til Strandvejen, med egen badebro og storslået udsigt over Øresund.

2. Fredensborg Kongevej 56,Kokkedal

  • 65.000.000 kroner

Stor lystejendom beliggende i et attraktivt område mellem Fredensborg og Hørsholm. 593 m2 bolig og hele 179 tønder land at boltre sig på, inklusiv egen kastanieallé, ridehal i internationale mål og store avlslænger. Ejendommen fra 1972 rummer 15 værelser samt en svømmehal med alle faciliteter.

3. Ringevej 12, Otterup

  • 56.000.000 kroner

Den nordfynske kvægejendom Ringegård er til salg inklusiv besætning, maskiner og mælkekvote samt et tilhørende landbrugsareal på i alt 170 hektar, hvoraf 159 hektar kan dyrkes. Selv om det er langt ude på landet, kommer du ikke til at mangle bekvemmeligheder, for stuehuset rummer et boligareal på 295 m2 med en indretning, der ifølge ejendomsmægleren "opfylder den moderne families boligønsker."

4. Skodsborg Strandvej, Skodsborg

  • 45.000.000 kroner

Vil du prale af en høj kvadratmeterpris, så er denne højtbeliggende luksusvilla på Strandvejen i Skodsborg sagen. Ikke mindre end 155.172 kroner skal du betale pr. m2, hvis du accepterer udbudsprisen - næsten tre gange så meget som den gennemsnitlige kvadratmeterpris i området. Men så får du til gengæld også en arkitekttegnet perle på 290 m2 med udsigt til Øresund fra samtlige opholdsrum i huset. Diskret tilbagetrukket fra Strandvejen med stor grund samt egen bådebro og pavilion ved stranden.

5. Stumpedyssevej 3, Hørsholm

  • 45.000.000 kroner

Har du altid drømt om dit eget stutteri, så er chancen der for alvor nu. Et af landets største centre for hesteopdræt, York Stutteri på Stumpedyssegaard i Hørsholm er til salg med stalde, ridehus og hvad der ellers hører til. Alt er bygget i år 2000 med det formål at etablere Danmarks mest velfungerende stutteri i de smukke omgivelser i Hørsholm. For enden af en lindeallé ligger ejendommen med et samlet boligareal på 448 m2 omgivet af omkring 100 tønder land.

6. Rungsted Strandvej 108, Rungsted Kyst

  • 38.000.000 kroner

Med Øresund til den ene side og Rungsted Golf Klub til den anden, har denne pragtvilla fra 2002 den helt rigtige beliggenhed for multimillionæren, der vil krydre tilværelsen med daglige golflektioner og svømmeture langs stranden. De 363 luksuskvadratmeter ligger helt ned til vandet på en 1.819 m2 stor grund med Rungsted Havn et stenkast derfra. Et stort glasparti i køkken/alrum sikrer solopgang over vandet til morgenkaffen.

7. Strandvejen 336, Klampenborg

  • 38.000.000 kroner

Denne klassiske strandvejsvilla fra 1920 vidner om, at det ikke er alle dele af boligmarkedet, der er faldet i pris i den seneste tid. For to år siden stod villaen til salg for 35 millioner kroner, og er altså udbudt til en højere pris i dag. I spadsereafstand til Bellevue Strand og med Hvidøre Slotspark som nærmeste nabo er denne 438 m2 store bolig med ni værelser ifølge ejendomsmægleren "den mest attraktive liebhaverresidens i Klampenborg" - som om resten af husene i Klampenborg var faldefærdige rønner. Blandt villaens herligheder er et 125 m2 stort atelier på 2. sal med panoramavindue vendt mod Øresund.

8. Ørholmvej 61, Kongens Lyngby

  • 36.000.000 kroner

Mølleåen løber i baghaven bag dette fredede landsted fra 1750 med egen park, skov og hestefolde, ikke langt fra Dyrehaven. Ligesom strandvejsvillaen ovenfor vurderer sælger ikke, at huset i Kongens Lyngby er påvirket negativt af finanskrisen. For halvandet siden blev villaen således handlet for 31,5 mio. kroner. Ejendommen har et samlet boligareal på 552 m2 samt en staldbygning på 180 m2, mens grunden måler hele 36.000 m2 med bl.a. nyanlagt grustennisbane, nyt terrassemiljø med swimmingpool og overdækket aftenterrasse med pejs.

9. Fredheimvej 2 A, Vedbæk

  • 35.000.000 kroner

Denne herskabsvilla i engelsk cottage stil kan byde på 390 m2 bolig samt 195 m2 høj kælder og udnyttet tagetage. Grunden på 7.587 m2 minder mest af alt om en park og en 60 meter lang mur beskytter villaen mod støj og nysgerrige blikke fra Strandvejen. Huset er opført i 1937 og rummer 12 værelser samt en overdækket søjleterrasse.

10. Dronninggårds Alle 80, Holte

  • 35.000.000 kroner

Intet mindre end Mads Skjerns villa - huset, der blev kendt som Skjern-familiens residens i tv-serien Matador, da tøjforretningen og lejligheden i Korsbæk blev for trang for den driftige erhvervsmand. Den 435 m2 store palæejendom ligger lige ned til Furesøen med egen bådebro og tennisbane i baghaven. Grunden måler intet mindre end 13.000 m2, mens villaen byder på 11 værelser inklusiv stor sittinghall med pejs og glashavestue mod søen samt en 199 m2 stor kælder med billardrum, vinkælder og værksted.

Kilde: Boliga