Retsopgør truer Jyske Bank
Kæmpetab får investorer til at sagsøge investeringsforeningen Jyske Invest, og Jyske Bank slæbes med i retten, fordi banken har rådgivet forkert. Det skriver Jyllands-Posten mandag.
Investorerne har oplevet, at de på ganske kort tid har tabt mere end 80 pct. af deres investeringer i en hedgefond hos Jyske Invest. Hedgeforeningen er blevet markedsført som et værn mod tab med en begrænset risiko. Alligevel har investorerne altså samlet mistet noget i nærheden 800 mio. kr. Det har fået en gruppe investorer til at tage affære.
"Jeg føler, at markedsføringen har været vildledende. Den er markedsført som markedsneutral og med en risiko lige over statsobligationer, men under aktier. Jyske Invest har et ansvar, men det har Jyske Bank som rådgiver også," mener Torben Rasmussen, en af de ramte investorer.
Vil granske forløb
En af de ting, som investorerne ønsker behandlet i retten, er et 14-dages forløb i oktober, hvor der ikke blev stillet kurser i hedgeforeningen, og som kostede et tab på 56 pct.
"Det forløb er dunkelt. Vi har krav på en grundig juridisk undersøgelse. Lad os se transaktion for transaktion, hvad der er foregået. Der skal kastes lys over den sag," siger en anden investor.
Hos Jyske Invest mener man ikke, at man har et erstatningsansvar.
"Vi har overholdt alle risikoprogrammer i prospektet," siger Hans Jørgen Larsen, direktør i Jyske Invest.