Business

Suger kollegaen din energi?

De er alle steder. Og de suger din energi. Måske uden du opdager det. Energi-vampyrer hærger på de danske arbejdspladser. Og før du ved af det, kan de have sat tænderne i dig.

De energisugende kolleger kan både være mænd og kvinder, og ofte er det mennesker med lavt selvværd, der, uden at ane det, er ved at suge al din energi. Det gør de blandt andet ved at fortælle dig om deres egne problemer, eller ved at komplimentere dig på en måde, så det i virkeligheden er svært at tyde om der er tale om en reel kompliment eller om der gemmer sig en underliggende stikpille.

"Arbejdspladsens energi-vampyrer overdænger deres ofre med deres private bekymringer og problemer", forklarer psykolog Emilie Jahnnie Sigård fra Energipsykologisk Center i Lyngby. Hun understreger, at problemerne kan dreje sig om alt fra manden, teenagedatteren og problemer, som vampyren har oplevet i det seneste døgn.

Flere typer

"En anden type af energi-vampyrer kan finde på at komme med tvetydige bemærkninger til kollegernes udseende - for eksempel: 'Nej, hvor ser det godt ud, at du har tabt dig'," eksemplificerer Emilie Jahnnie Sigård og uddyber:

Arbejdspladsens energi-vampyrer overdænger deres ofre med deres private bekymringer og problemer

Emilie Jannie Sigård, energipsykolog

"Men så ligger det jo under overfladen, at kollegaen synes, man har været overvægtig. Det er en måde at skyde andre ned på, men hvor det for den komplimenterede er svært at beklage sig, fordi stikpillen er pakket ind i en kompliment. Men sådan en kompliment giver altså ofte et sug i maven af usikkerhed uden at man præcis kan identificere, hvad det lige var, der skete", siger Emilie Jahnnie Sigård.

Opdager du ikke i tide, at du er udsat for en energi-vampyr, kan konsekvenserne være depression, udmattelse, eller stress, fordi du samtidig skal passe dit arbejde.

Undgå at ende som føde for arbejdspladsens energi-vampyrer. Se de gode råd her:

Sådan identificerer du den kvindelige energi-vampyr:

Får du hovedpine, er du udmattet eller ligefrem utilpas, når du har været i selskab med en kollega, er der stor risiko for, at du er ved at komme i kløerne på en af arbejdspladsens såkaldte energi-vampyrer.

Kvindelige energi-vampyrer kan oftest genkendes ved, at de beklager sig overfor dig. De overøser dig gerne med deres private bekymringer. Og de kaster sig netop over de kolleger, der er dårlige til at sige fra.

En anden type energi-vampyrer er dem, der kommer med komplimenter til dig. Vel at mærke den slags komplimenter, der kan være tvetydige. Lå der i virkeligheden en lille stikpille skjult i det, der umiddelbart lød som en kompliment?

Sådan identificerer du den mandlige energi-vampyr:

Den mandlige energi-vampyr er ikke helt så farlig som den kvindelige. I stedet for kvindernes beklagelser eller spydige kommentarer, hævder mændene sig overfor hinanden på en direkte måde. Det handler her om, at den mandlige vampyr gerne vil holde rivalerne (kollegerne) under sig.

Der, hvor en mandlig energi-vampyr kan blive rigtig farlig, er, hvis han har en høj stilling. Mandlige vampyrer kan i en chefstilling have tendens til at udradere bestemte medarbejdere rent intellektuelt. Det kan han alene gøre ved at understrege, hvilken stilling han har. Den manøvre kan gøre medarbejderen usikker på sin egen position på arbejdspladsen.

Den mandlige energi-vampyr kan også finde på at tryne kollegerne med faglige argumenter. Her vil ofte ligge en skjult dagsorden om at få kollegerne mentalt ned at ligge - så vampyren kan hævde sig selv.

Konsekvenser af energi-vampyrismen

Opdager du ikke, at du er udsat for vampyrisme, sker der stille og roligt et slid på dit selvbillede og din selvfølelse. I sidste ende kan det resultere i stress og depression.

Er du i farezonen?

Folk fra 'flinkeskolen', der ikke kan lide at sige nej, når kollegaen kommer og snakker om sine egne problemer, er oplagte ofre for energi-vampyren.

Har du et særligt sensitivt og modtageligt sind, der tager alt ind under huden, bliver du ligeledes let påvirket af din energisugende vampyr-kollega.

Folk med lavt selvværd, bliver også hurtigt påvirket af vampyr-kolleger, der giver utvetydige komplimenter. Simpelthen fordi de hurtigere begynder at tvivle på sig selv og tro på de ubehagelige 'komplimenter' fra vampyren.

Sådan undgår du din energi-sugende kollega

Strategi 1:Du kan skifte afdeling eller job. Dette er dog ofte en dårlig løsning, da problemet dermed ikke er løst. Du risikerer nemlig blot at støde ind i andre energi-vampyrer i den nye afdeling. Du er jo endnu ikke sluppet ud af flinkeskolen, og har ikke fået udviklet en strategi for at sætte grænser. Der er mennesker med lavt selvværd overalt, som er klar til at suge af din energi.

Strategi 2:Du kan udvikle nogle afledningsmanøvrer, når den energisugende kollega nærmer sig. Når vedkommende nærmer sig, siger du for eksempel: 'Det lyder meget interessant, men lige nu har jeg meget arbejde, så det må vi snakke om senere'. På den måde kommer du ud af situationen og får lidt luft til at tænke dig om. Dette er en god afledningsmanøvre, hvis ikke du bryder dig om at sige fra direkte overfor kollegaen.

Strategi 3:Konfrontér din kollega direkte. Men i stedet for at angribe kollegaen, så fortæl, at hendes/hans snak om sine problemer, går ud over dit arbejde. Gør det på en måde, hvor du tager udgangspunkt i dine behov, så du ikke angriber vedkommende direkte. Dette vil blot gøre vampyren lukket og defensiv. Strategi nummer 3 er den bedste, fordi du her tager fat om nældens rod.