Business

Prisdyk på mad bremser inflation

Forbrugerpriserne er steget med raketfart det seneste år, men nu er bremsen hugget i. Stigningen i forbrugerpriserne er markant lavere i oktober. Det samlede forbrugerprisindeks for oktober er steget 3,7 procent i forhold til samme måned sidste år, viser nye tal fra Danmarks Statistik.

I september var den tilsvarende stigning 4,2 procent. Det er især priserne på fødevarer og benzin, der påvirker tallene. Årsstigning på fødevarer var i oktober 6,3 procent mod 8,5 procent i september.

I Jyske Bank er seniorøkonom Niels Rønholt ikke overrasket over udviklingen. Han peger især mod prisen på benzin.

"Det er primært faldende brændstofpriser, der trækker inflationen ned. Benzin- og dieselpriserne er faldet med over 10 procent fra september til oktober, og det er jo efterhånden blevet hverdagskost at se literpriser på godt otte kroner på tankstationen," siger han.

Og seniorøkonomen er optimistisk for fremtiden.

"Vores bud er, at oliepriserne vil holde sig omkring det nuværende niveau, og i så fald kan man godt begynde at vende sig til de nye brændstofpriser," siger Niels Rønholt.