Gigantisk britisk krisepakke vedtaget

1920 milliarder kroner. Det er det gigantiske beløb, den britiske nationalbank, Bank of England, nu stiller til rådighed for de trængte britiske banker. Samtidig bliver bankerne delvist nationaliseret.
Landets otte største banker - Abbey, Barclays, HBOS, HSBC, Lloyds TSB, Nationwide Building Society, Royal Bank of Scotland og Standard Chartered - har accepteret aftalen og får øjeblikkeligt tilført et beløb på 50 milliarder pund, svarende til 480 milliarder kroner.
Men samtidig afsætter Bank of England "mindst 200 mia. pund" til at øge likviditeten mellem bankerne. Det svarer til 1920 mia. kroner.
"Dette er begyndelsen af en proces, der skal løse et stort problem, hvor bankerne ikke vil låne til hinanden i en lang periode, sagde den britiske finansminister Alistair Darling, da han præsenterede redningspakken.
Den britiske redningspakke kommer efter dage med massivt pres på de britiske banker, hvoraf nogle har mistet næsten halvdelen af deres værdi på aktiemarkedet.
I lighed med den danske kriseplan indeholder den britiske pakke en række krav til de medvirkende banker - blandt andet restriktioner på topledernes lønninger og udbyttebetaling til aktionærerne.