Millioner at hente i personlig branding

Millioner af kroner i øget livsløn og tilbud om bedre stillinger. Det er typiske konsekvenser, hvis du bevidst arbejder, og lykkes, med at brande dine bedste kompetencer over for kolleger og chefer.
Det skriver magasinet Finans, der udgives af Finansforbundet.
"For mange ansatte kan en vellykket branding af din egen person betyde, at du kan hente op til et par millioner mere i løn over et arbejdsliv", siger ledelsesrådgiver Peter Horn, der blandt andet er forfatter til bøgerne "Personlig branding" og "Brænd igennem".
Og endnu vigtigere end lønnen peger han på de karrieremuligheder, der åbner sig for ansatte, der bevidst arbejder med deres synlighed.
De fleste mennesker har én ting, de er suveræne til. En spidskompetence, hvor de er bedre end de fleste
Peter Horn, ledelsesrådgiver
"For at få tilbudt en bedre stilling er det ikke nok at gøre sit arbejde godt. Over for kolleger og chefer er det nødvendigt at synliggøre, at man gør et godt job. Ellers bliver du ikke bemærket og kommer dermed ikke i betragtning til bedre stillinger", siger Peter Horn.
Vær' til stede
Ifølge Peter Horn har alle, som vil gøre en form for karriere, brug for at brande eller synliggøre sig på arbejdspladsen.
"De fleste mennesker har én ting, de er suveræne til. En spidskompetence, hvor de er bedre end de fleste", siger Peter Horn og peger på, at det er denne spidskompetence, man med fordel kan begynde at brande sig på.
"Det kan være, du er rigtig god til at få kunder til at befinde sig godt. Eller du kan sidde i backoffice, hvor du er god til at støbe nogle kugler, som andre så kan fyre af." eksempflicerer Peter Horn.
Kommunikationstræner Berrit Kvorning peger på, at sociale kompetencer og den enkeltes fremtoning er vigtige i forhold til at slå igennem med sit personlige brand. Hun peger på, at det er af overordentlig stor betydning at vise kolleger, chefer og kunder, at man holder fokus og er til stede, når man taler med netop dem.
"En god måde at sørge for sin gennemslagskraft på, er ved at være fuldt ud fokuseret på den, man taler med. Bare sådan en ting som at rette sig op i stolen, i stedet for at sidde tilbagelænet, er af stor betydning for, hvordan du bliver opfattet", siger Berrit Kvorning og understreger, at det netop er sådanne sociale færdigheder, der gør forskellen, når stillinger skal besættes, og nye ledere skal findes.