Business

Tele2 lukker forbindelse til Allofmp3

Internetudbyderen Tele2 lukker med omgående virkning for kundernes adgang til den russiske musikhjemmeside Allofmp3.com.

Det sker efter, selskabet onsdag tabte en sag i fogedretten mod pladeselskabernes organisation IFPI, der anlagde sagen, idet de mener Allofmp3.com driver piratforretning.

- Tele2 har valgt at foretage en blokering af Allofmp3.com i sin DNS, så selskabets kunder ikke direkte har mulighed for at besøge webstedet. Det er den løsning, der er billigst og har kunnet gennemføres hurtigst muligt, siger advokat Michael Brandt, der har ført sagen for Tele2 i fogedretten, til Computerworld Online.

Ikke 100 procent

Blokeringen er dog langt fra effektiv og kan omgås med enkle midler, mener advokaten, som fortsætter;

- Kendelsen fra fogedretten angiver en række muligheder for, hvordan blokeringen kan foregå, men ingen af dem er 100 procent effektive.

Kendelsen fra fogedretten angiver en række muligheder for, hvordan blokeringen kan foregå, men ingen af dem er 100 procent effektive.

Michael Brandt, Tele2s advokat, til Computerworld

At det netop var Tele2, der fik en sag på halsen og ikke en af de mange andre danske Internetudbydere, skyldes mere eller mindre en tilfældighed.

Endnu har ingen af de øvrige lukket for adgangen, men det kan de blive nødt til, hvis Landsretten stadfæster gårsdagens afgørelse.