Gode råd om branding
Branding er ikke et spørgsmål om enten hård økonomi og værdibaserede kunderelationer. Nu stiller en amerikansk branding-guru skarpt på, hvorfor nogle mærker klarer sig forrygende, mens andre flopper.
Nick Wreden giver i sin bog ProfitBrand en trin-for-trin opskrift på markedsføring, som anskuer branding ud fra et helhedsperspektiv. Han mener, at mange selskaber stadig markedsfører deres produkter på en måde, som hørte 1980'erne eller 90'erne til - og det er, ifølge forfatteren, ikke nogen god idé, hvis man vil have succes i det nye årtusinde.
Internettet er vejen frem
Med sin version af en "newschool branding", erklærer Wreden masseøkonomiens tid for ovre. Markedsføringsfolket er gået i stampe, mener amerikaneren. Det nytter ikke længere noget at tænke i traditionelle baner og for eksempel ensidigt satse på TV-reklamer. Enhver, der arbejder målrettet med markedsføring er nødt til at bruge sine kræfter på interaktive medier som Internettet.
Nye parametre
Det, at potentielle kunder kender til produktet - Awareness - er ikke længere alfa og omega. Det betyder nemlig ikke, at de rent faktisk køber det, lyder en af bogens hovedkonklusioner. Wreden erklærer nemlig, at produkter i dag slet ikke sælger sig selv på navnet, som de kunne førhen. Kunderne vil have en holistisk oplevelse, hvor kvalitet, innovation og service går op i en højere enhed.
Derfor bliver alle, der læser Wredens bog, opfordret til at gøre mere ud af at pleje eksisterende kunderelationer - det er nemlig her pengene er at hente. Skræddersyede produkter, der er blevet til i tæt samarbejde med kunderne, er fremtiden, lyder det fra forfatteren.