Business

Russisk musiktjeneste snyder danske kunstnere for millioner

De er der alle sammen - de store danske musiknavne som Laid Back, Kashmir, Safri Duo, Junior Senior, Outlandish og The Raveonettes. Deres allerstørste og nyeste musiknumre kan købes for næsten ingenting på den russiske hjemmeside Allofmp3.com.

Det danske succesband Laid Back, der står bag megahittet "Sunshine Reggae", er her også. Deres nyeste udgivelse, "Happy Dreamer", der blev udgivet i maj, koster på den russiske hjemmeside 1,26 dollar svarende til 7,63 danske kroner.

Prisen er langt under de 149 kroner, man typisk betaler i en dansk pladeforretning.

Problemet med hjemmesiden er, at ingen af de ganske få kroner, selskabet opkræver, går til kunstnerne bag udgivelserne. Det kan det danske band Laid Back skrive under på. De har ikke set så meget som en eneste øre fra Allofmp3.com

De manglende betalinger er de danske musikere mildest talt kede af. De får ingen penge for deres kunstneriske arbejde, og Allofmp3.com truer dermed kunstnerne på deres levebrød.

- Jamen, det siger sig selv. Det kan ingen jo leve af, siger John Guldberg fra Laid Back til TV 2/Finans.

Bundulovligt

Der er da heller ingen tvivl hos advokat for AntiPiratGruppen, Johan Schlüter. Musiksalget på hjemmesiden er ulovligt ifølge dansk ret og klart i strid med de internationale konventioner på området, som også Rusland har skrevet under på.

Selvom Allofmp3.com er en russisk hjemmeside, mener advokaten, at den er forpligtet til at leve op til samme internationale regler på området som lignende danske hjemmesider.

- Musiksalget er helt klart pirateri, lyder det fra Johan Schlüter.

Advokaten pointerer, at det ikke blot er siden, der er ulovlig. Det er også ulovligt at købe musik på siden. Danske kunder foran computeren, der tror at deres køb er lovlige, fordi de jo betaler penge for musikken, tager ifølge advokaten helt fejl, for det er ulovligt at købe ydelser hos et ulovligt medie.

KODA, der repræsenterer danske musikskrivere og komponister, bekræfter, at den russiske hjemmeside på groveste vis overtræder reglerne på området.

- Vi ved også med 100 procents sikkerhed, at ingen danske kunstnere og komponister har modtaget penge fra Allofmp3.com, siger Stine Nissen fra KODA, til TV 2/Finans.

Svært at stoppe ulovlighederne

Jesper Bay, der er marketingsdirektør i den danske afdeling af den internationale pladebrancheforeningen IFPI, påpeger, at organisationen har forsøgt at få de russiske myndigheder til at gøre noget ved sagen.

Utallige gange har IFPI henvendt sig til de russiske myndigheder, men det er en tung proces, da myndighederne er meget henholdende.

- Vi har kort sagt rendt panden mod en mur, siger Jesper Bay.

Han understreger, at IFPI langt fra har opgivet at få de russiske myndigheder til at skride ind. Samtidig oplyser Jesper Bay, at man i øjeblikket overvejer at drage EU ind i sagen om Allofmp3.com.