Betalte 85.000 i drikkepenge
En gæst på en britisk pub ved navn Luzborough House købte sig et måltid mad til den beskedne pris af 130 kroner. Gæsten endte imidlertid - til sin store fortrydelse - med at betale intet mindre end 85.441 kroner i drikkepenge. Det skriver nyhedstjenesten Ananova.
- Jeg skrev under på en kortkvittering med beløbet 130 kroner og regnede ikke med, at der skulle nogle problemer med det, men da jeg efterfølgende talte med banken, havde jeg nær fået hjertestop, sagde den uheldige restaurantgæst, ifølge nyhedsbureauet til den britiske avis Daily Express.
Pubbens bestyrer Alan Bates oplyser, at fejlen blev opdaget efter, at gæsten havde forladt restauranten. En servitrice så, at kasseapparatet viste et beløb på 7.888 britiske pund svarende til mere end 85.000 kroner.
Fejlen skyldes formentlig problemer med husets kortsystem. Selvom man på Luzborough House med det samme slettede transaktionen på systemet, blev pengene alligevel hævet på manden s konto. Barclays Bank er ved at undersøge miseren og har lovet at tilbageføre beløbet til pubgæstens konto.