Kriseramt Island bejler til EU

16x9

EU er kommet i høj kurs i det krise­ramte Island, nu da landets regering kæmper for at undgå en statsbankerot og har sat de tre største banker under administration. Flere ministre mener ligefrem, at krisen kan tvinge Island med i EU.

"Det er ingen hemmelighed. Jeg har væ­ret imod medlemskab. Men de igangværen­de turbulenser indebærer, at vi bliver nødt til at se på alle muligheder, der byder sig til," sagde regeringens mest indædte EU-modstander, fiskeriminister Einar Gudfinsson, i dag til islandsk radio.

EU på langt sigt
Udenrigsminister Ingibjörg Sólrún Gísladóttir talte i et debatindlæg i Morganbladid ligeledes for et EU-medlemskab.

"På kort sig er vores forsvar et samarbejde med Den Internationale Valutafond og på lang sigt et medlemskab af EU med indførelsen af euroen og opbakning fra Den Europæiske Centralbank, skrev den socialdemokratiske udenrigsminister, som før har talt for at komme med i EU.

Landets magtfulde fiskeribranche har hidtil sat en stopper for Islands tilnærmelser til EU, som mange af de 300.000 islændinge ellers er positive stemt over for. Ifølge en talskvinde for EU-Kommissionen vil optagelsesforhandlinger i givet fald kunne skride forholdsvis hurtigt frem, da Island allerede er medlem af det økonomiske EØS-samarbejde med EU.

Men da en islandsk delegation i sidste måned i Bruxelles bad om at få den kriseramte islandske krone knyttet til euroen, fik den ifølge diplomater besked på, at kun medlemslande har krav på den slags beskyttelse af deres valutaer.

Tryner en lille nabo
Islands statsminister, Geir Haarde, har da også klaget over, at EU ikke er kommet Island til undsætning. I et interview med Financial Times beskyldte han mandag Storbritannien for at prøve at tryne "en lille nabo", efter at briterne har overtage kontrollen med den islandsk ejede netbank, Kaupthing Edge.

Og mens aktiehandlen på Islands børs mandag nok engang blev udsat, rejste en delegation fra centralbanken og finansministeriet i Reykjavik til Moskva for at forhandle om et russisk lån på flere milliarder dollar.