Tre ukendte dinosaur-arter opdaget

16x9

Dinosaurussen over dem alle hedder "Banjo" og er blevet fundet i Australien

Australske palæontologer har fundet tre nye dinosaurus-arter i en udgrav­ning ved Queensland. Fossilerne er over 100 millioner år gamle og er fra kridttiden. Fundene er netop blevet offentliggjort i tidsskriftet Public Library of Science One. Det skriver BBC.

Dyrene har alle fået navne efter sangskriveren til en kendt australsk sang "Waltzing Matilda" (valsende Matilda, red.).

Det ene fossil bliver beskrevet som et frygtindgydende rovdyr med tre lange skarpe kløer på hver hånd. Fossilet bliver kaldt Banjo. Den var endnu mere grusom end velociraptor - kendt fra blandt andet filmen Jurassic Park.

"Han var datidens gepard. Han var let og adræt, og kunne med lethed løbe det meste at sit bytte op," siger Scott Hucknell, der er palæontolog på Queensland Museum.

Giraf og flodhest
De to andre fossiler, der er blevet fundet, var planteædere.

Den ene minder om en giraf og har fået navnet Clancy, mens den anden mindede om en flodhest. Den har fået navnet Matilda - både Matilda og Clancy er nye arter af typen titanosaur, som er de største dyr, der nogensinde har gået på jorden.

Banjo og Matilda blev fundet sammen i et 98 millioner år gammelt og udtørret vandhul, hvilket tyder på, at Banjo netop havde dræbt Matilda.

Ifølge eksperter er fundene et stort gennembrud for at forstå fortidens liv i Australien.