Skyderierne på Nørrebro skræmmer

16x9

Kunderne tør ikke handle sent, og gæs­terne forlader værtshusene på Ydre Nørrebro ved mørkets frembrud.

Det er den seneste tids skyderier, der har skabt frygt blandt borgerne på Nørrebro. Senest natten til i dag, hvor to unge mænd blev såret af skud i Mjølnerparken.

"Vi er stoppet med at patruljere om aftenen af sikkerhedshensyn," siger Kate Klokkerholm, uddannelsesvejleder på Rådmandsgades skole og en del af gadeteamet. Hun forklarer, at nogle af medarbejderne ikke har følt sig trygge.

Lukker tidligere
Frygten for at gå på gaden om aftenen bekræfter en forretningsindehaver på Nørrebro.

"Jeg er begyndt at lukke tidligere. Jeg tør ikke gå ud efter klokken fire, og mine kunder tør ikke handle sent. De er angste og ringer og spørger, hvordan det ser ud på Nørrebro i dag. For går man ud, kan man blive ramt," siger indehaveren med alvor i blikket, da Ritzau besøger hendes forretning. For nylig blev der fundet syv patroner tæt på hendes butikslager.

Taler meget om det
På et værtshus i området tæt på Mjølnerparken kan servitricen mærke, at skyderierne påvirker gæsterne.

"Der er meget at lave om dagen, og om aftenen er der stille og roligt. Folk fortrækker, når det bliver mørkt. Og de taler meget om skyderierne," siger hun. De lokale og forretningsdrivende, Ritzau har talt med, ønsker at være anonyme af frygt for deres sikkerhed.