Ønsker forbud mod muslimske skoler

Københavns integrationsborgmester vil ikke acceptere, at folkeskolerne nu skal lære af de muslimske friskolers gode faglige resultater.

Friskoleloven skal ændres, så det forbydes at oprette friskoler til indvandrerbørn.

Så kontant er reaktionen fra den københavnske integrationsborgmester Jakob Hougaard (S) på den voldsomme konkurrence, som byens folkeskoler udsættes for fra de muslimske friskoler, skriver Berlingske Tidende.

"Det er problematisk, at man kan oprette friskoler, hvis primære målgruppe er indvandrere. Og det er et problem, at vi i Danmark har så massiv offentlig støtte til en skoleform, som er så uhensigtsmæssig i forhold til integrationen. Jeg mener ikke, at man skal kunne oprette friskoler, der har indvandrerbørn som primær målgruppe," siger Jakob Hougaard.

I København går 26 pct. af de tosprogede børn fra ikke-vestlige lande i friskole, og langt hovedparten går i rene tosprogede friskoler. På landsplan er andelen otte pct.

De muslimske friskoler har gode faglige resultater - deres elevklientel taget i betragtning - men det er ikke nok, mener Hougaard:

"Det kan godt være, at friskolerne klarer sig fint fagligt, men integration handler jo om, at indvandrere og danske børn lærer af hinanden og har hinanden som kammerater."

"Friskolerne er blevet en ganske betydelig konkurrent til den offentlige skole. Jeg er nødt til at råbe vagt i gevær, og jeg vil ikke stiltiende acceptere, at vi nu skal til at lære af de muslimske friskoler. Det her er alvorligt. Det er med til at skabe en opdelt by og med til at understøtte, at nogle familier lever et liv uden kontakt til danske børn," siger Jakob Hougaard.