Dræbt major begravet i dag

Major Anders Storrud blev i dag begravet i København

Et stort opbud af venner, kolleger og familie sagde et sidste farvel til major Anders Johan Stæhr Storrud, da han i dag blev begravet fra Garnisonskirken i København.

Det var feltpræst Jesper Svendsen, der forestod den kirkelige handling, inden kisten blev båret ud af Anders Stor­ruds brødre og fire officerer fra Den Kongelige Livgarde til tonerne af John Denvers "Leaving On A Jet Plane". Fra officiel side deltog forsvarsminister Søren Gade, forsvarschefen Jesper Helsø og cheferne for Hærens Operative Kommando og Den Kongelige Livgarde.

Den 34-årige major døde tirsdag i sidste uge på felthospitalet i Camp Bastion i det sydlige Afghanistan af kvæstelser, han pådrog sig, da hans enhed blev angrebet med mortergranater. Den danske enhed var i færd med at slæbe en beskadiget pansret mandskabsvogn bort, da majoren blev ramt af de fatale sprængstykker.