Kvinder tager lykkepiller mod PMS

16x9

Flere sluger lykkepiller for at komme af med humørsvingninger i dagene før menstruation

Stadig flere danske kvinder tager lykkepiller for at hjælpe dem af med humørsvingninger omkring deres menstruation. Det skriver Urban.

"Præcist hvor mange kvinder det drejer sig om, har vi intet tal på. Men tallet er steget, siden det for nogle få år siden kom frem i amerikanske undersøgelser, at man ved hjælp af et begrænset antal lykkepiller i dagene op til menstruationen kan undgå de voldsomme humørsvingninger, en del kvinder kæmper med hver måned," siger professor og gynækolog Sven O. Skouby, Herlev Sygehus.

Han er ikke i tvivl om, at et betydeligt antal danske kvinder kunne få en bedre og mere funktionel hverdag, hvis de i samråd med deres private læge øgede hjernens seritonin­beholdning med den receptpligtige medicin.

For mens 12 ud af 20 danske kvinder oplever naturlige ændringer i kroppen og lette gener i forbindelse med deres menstruationer, har én af dem så voldsomme humørsvingninger, at de ifølge lægen gennemgår en depressionslignende tilstand én gang i måneden.

Overlæge på Rigshospitalet, Anette Tønnes Pedersen, er enig.
"For de kvinder, som er stærkt generet, fordi deres østrogental ligger lavt i slutningen af deres cyklus, kan det være en hjælp at tage lykkepiller i nogle få dage hver måned. Ikke fordi de er syge ­ men fordi deres lunte er så kort og humøret i bund, at de kan have glæde af medicinsk lindring," siger hun.