Mand druknet ved Hvalpsund
En 69-årig mand druknede i aftes i Limfjorden syd for Hvalpsund. Det oplyser P4 Nordjylland.
Manden var ude for at røgte garn, og på et tidspunkt har han lagt sine waders og strømper inde på stranden. Hvad der derefter skete er uvist.
"Han er gået ud i vandet igen, hvorefter han måske fik et ildebefindende," siger vagthavende hos Nordjyllands Politi i Løgstør. Efter en større redningsaktion blev manden fundet død i vandet omkring kl. 21.30.