Thornings fravær: 99,4 procent

16x9

Thorning er en sjælden gæst, når Folketinget vedtager ny lovgivning

Partilederne deltager stort set aldrig i den afgørende del af lovgivningsarbejdet. Det viser en opgørelse fra Altinget, hvor Helle Thorning­Schmidt er årets mest fraværende leder.

Af Martin Kaae

Socialdemokraternes formand Helle Thorning­Schmidt er en yderst sjælden gæst, når Folketinget stemmer lovgivningen igennem.

Det viser den opgørelse over medlemmernes afstemnings­fravær, som netavisen Altinget.dk har udarbejdet. Deltagerne i alle årets 534 afstemninger er talt op, og opgørelsen viser, at Socialdemokraternes formand blot har deltaget i tre afstemninger.

Dermed har hun været mere fraværende end travle og meget rejsende ministre som Anders Fogh Rasmussen, Per Stig Møller og Søren Gade.

Ikke så eftertragtet uden for huset

Altinget har gennemgået deltagelsen fra samtlige medlemmer af Folketinget i året der gik. Opgørelsen viser - som det fremgår af "top- og bund-stillingerne," at det som klart udgangspunkt er de mindre kendte politikere, der passer afstemningerne i salen, mens partiledere og andre topnavne sjældent er med, når lovene skal stemmes på plads.

"Når jeg har kunnet deltage så meget, skyldes det dels, at jeg har prioriteret afstemninger højt og planlagt min tid efter det, dels at jeg nok ikke hører til de mest eftertragtede politikere uden for huset," lyder forklaringen fra Rasmus Prehn (S), der i år blot missede syv ud af 534 afstemninger.

At det kan lade sig gøre for gruppen af toppolitikere at udeblive fra afstemninger skyldes Folketingets særlige "clearingssystem," hvor politikerne på tværs af partierne indbyrdes aftaler, hvem der møder op og trykker på knappen.

De mest fraværende

Listen er renset for medlemmerne fra Færøerne og Grønland, der traditionelt kun stemmer, når sagerne vedrører nordatlanstiske forhold.

Jens Rohde (V) forlod Folketinget i december 2006, og det er der taget højde for i tabellen, idet fraværet er regnet ud i forhold til hvor mange afstemninger, de enkelte medlemmer har haft mulighed for at deltage i.

Så selvom Rohde i forbindelse med sit jobskifte til TV 2 Radio bebudede, at han ville passe sit job i Folketinget året ud, så deltog han altså i mindre end to procent af de afstemninger, hvor han havde stemmeret.