Postbud sendt hjem i folder-sag

16x9

Beboerne i Allerød i Nordsjælland må i dag undvære breve og pakker. Postbud­ene nægtede at køre ud, fordi ledel­sen i morgen sendte en kollega hjem, der tog afstand fra at uddele en kri­tisk folder om islam.

"Det er med dyb beklagelse, at jeg er nødsaget til at omdele indlagte underlødige tekst. Med venlig hilsen dit daglige postbud," skrev postbuddet på en seddel, som han smed i kundernes postkasser. Folderen er fra en fore­ning der hævder, at den vil værne om dansk sprog og kultur og er modstander af indvandring fra muslimske lande.

I folderen står der blandt andet, at "Nidkære muslimske indvandrere strømmer til Danmark og modtages hjerteligt af regeringen".

Den er lavet af Foreningen Dansk Kultur til værn om Grundloven af 1953.

Hos 3F Nordsjælland Syd siger formand Kurt Hansen, at alle postbude var skeptiske over for at dele folderen ud, og at flere sagde det til ledelsen.

"Der var enighed om, at det her var over grænsen. Nogle er indvandrere, og de følte sig pikerede. Andre var nervøse for at blive chikaneret," siger Kurt Hansen.

Det postbud, der skrev sedlen, er dansk, og har forklaret 3F, at han har arbejdet med nødhjælp i Gaza.

"Han har stadig mange venner dernede og havde det umanerligt ringe med at dele det ud," siger Kurt Hansen.

Hos Post Danmark oplyser pressechef Arne Kjerulf, at materialet holder sig på den rigtige side af loven og derfor er omfattet af Post Danmarks omdelingspligt.

Postmedarbejdernes personlige holdninger må de gemme til efter fyraften.

"Når man går på arbejde, er man på arbejde for Post Danmark. Det andet må man vente med, indtil man har fri," siger Arne Kjerulf.

Post Danmark har indledt en disciplinærsag mod postbudet, og først når den er afsluttet, beslutter ledelsen, om han kan vende tilbage.

I morgen mødes hans kolleger for at beslutte, om de genoptager arbejdet.