3.900 færre ledige på en måned

16x9

Køen af arbejdsløse er faldet markant fra marts til april. Danmarks Statistik offentliggjorde i dag, at ledigheden er faldet med 3.900 fuldtidspersoner fra marts til april i 2007. Det er et fald fra 3,9 til 3,7 procent. I hele tal er det fra 106.600 til 102.100 uden job.

Ledigheden er faldet siden december 2003 med 85.200 eller 45 procent. Tendensen har været en opbremsning i den faldende arbejdsløshed, og det overrasker Handelsbankens cheføkonom, Jes Asmussen, at vi ser et stort fald i ledigheden selv om arbejdsløsheden er rekordlav i forvejen.

"Det store fald er noget overraskende og vil helt sikkert medføre, at der fra flere sider igen vil blive råbt vagt i gevær over for problemer med mangel på arbejdskraft. Overordnet set er der således ingen tvivl om, at det stærke økonomisk opsving har sat sit tydelige præg på arbejdsmarkedet," siger Jes Asmussen.