Slagsmål stoppet med peberspray

Et større slagsmål på Store Torv i Århus midtby blev i nat standset ved hjælp af peberspray, oplyser politiet.

"Peberspray er rigtig godt i natte­livet. Når de er bevæbnet med eksem­pelvis flasker, skal man holde en vis afstand. Her er peberspray en stor hjælp," fortæller vagthavende ved politiet i Århus.

Slagsmålet kulminerede kort før klok­ken 05.00, da politiet slog kløerne i to personer på 20 og 30 år. De blev taget med på stationen og sigtes for vold.

De er begge kendt af politiet. Enkelte ofre er kommet slemt til skade, men alle er uden for livsfare, oplyser den vagthavende.

Peberspray er netop nu i brug på forsøgsbasis i Århus, Odder og Grenaa, og politiet overvejer at indføre den kradse spray som standardudstyr til betjente over hele landet.