USA: Vi vil blive længe i Irak

USA's regering vil have en aftale med den irakiske regering om, at amerikan­ske soldater bliver i landet et godt stykke ude i fremtiden, sagde for­svarsminister Robert Gates i går.

"Jeg forestiller mig en gensidig aftale, hvor amerikanske soldater er til stede over et længere tidsrum, sagde Gates.

Forsvarsministeren tilføjede, at han forestiller sig en model som i Sydkorea, hvor amerikanske styrker har været siden Koreakrigen i 1950-1953.

"Korea­modellen er en mulighed. En anden mulighed er at tage udgangspunkt i det sikkerhedspolitiske samarbejde, vi har med Japan," sagde Gates.

Han advarede imod at overlade Irak til sig selv ved at trække sig ud og "forlade hele molevitten", som det skete i Vietnam.

Samtidig sagde Gates, at USA's militære ledere ikke skal føle sig begrænset af det politiske pres for at tage en beslutning i september om, hvorvidt den amerikanske tilstedeværelse i Irak skal nedtones.

Omkring 147.000 amerikanske soldater er udstationeret i Irak. Tallet ventes at stige til 160.000 i de kommende måneder, hvor der sendes forstærkninger af sted i et forsøg på at få bugt med den stigende vold i landet.