Andreas bliver første dansker på rummission

I 2015 går Andreas Mogensens drengedrøm i opfyldelse, når han som den første dansker bliver sendt på mission i rummet.

Om to år rejser Andreas Mogensen på sin første mission til Den Internationale Rumstation, ISS.

Andreas Mogensen er 36 år gammel. Han færdiggjorde sin uddannelse som astronaut i 2009, hvor han blev udvalgt blandt godt 8.000 håbefulde ansøgere, som en af seks astronaut-aspiranter i ESA, det europæiske rum agentur og dermed blev den første danske astronaut.

TV 2 tegnede et portræt af ham sidste år, hvor han sagde:

- Min debut i rummet er ikke lige om hjørnet, men jeg håber at komme derop mellem 2016 og 2019 - højst sandsynligt med en seks måneders mission ombord på ISS.

Det sagde han dengang, men turen til stjernerne kommer altså tidligere end Andreas Mogensen havde forventet, når hans mission bliver sat i gang om to år.

Andreas Mogensen er uddannet som civilingeniør i London, og efterfølgende har han taget en ph.d. i rumfart ved universitetet i Austin, Texas, for at kvalificere sig til ESA-programmet.

- Personligt mener jeg, at rumfarten handler om vores fælles fremtid som mennesker. Hvordan opfatter vi os selv om 500 år. Det kan godt være, at det at rejse til månen virker banalt set i forhold til det ufatteligt store verdensrum, men det, vi laver i dag, er de første små skridt på vejen. Og man skal lære at kravle, før man kan gå, sagde han tilbage i 2010 til videnskab.dk

Flere detaljer om Andreas Mogensens mission i rummet bliver præsenteret på et pressemøde klokken 11.00 i dag. tv2.dk følger pressemødet.