Madanmeldere om kunstig bøf: Tæt på rigtigt kød

- Det er tæt på kød, men det er ikke lige så saftigt. Konsistensen er perfekt, men jeg savner salt og peber.

Sådan lyder anmeldelsen fra en østrigsk forsker i madtrends Hanni Rützler, der sammen med en anden madanmelder fik lov til at smage verdens første kunstige bøf, der er produceret ud fra stamceller fra en ko. Det skriver BBC News.

- For mig er det kød, det falder ikke fra hinanden, tilføjede Hanni Rützler, der til en pressekonference i London fik lov til at smage bøffen.

Selve bøffen er produceret ved at tage stamceller fra en kos muskelvæv. De bliver i laboratoriet blandet med næringsstoffer og vækstfremmende stoffer for at hjælpe dem med at udvikle sig.

Derudover har forskerne tilføjet rasp, karamel og safran og farvet bøffen rød med rødbedesaft for at få den til at ligne og smage som rigtigt kød. Oprindeligt er den kunstige bøf hvid.

Også kogebogsforfatter Josh Schonwald fik lov til at smage på bøffen, der i dagens anledning blev serveret som en burger.

- Den fornemmelse, man har i munden, er ligesom kød, men jeg savner fedtet, det er til den magre side. Men når man tager en bid, smager det som en burger, siger Schonwald.

Projektet med at skabe en kunstig bøf har kostet 215.000 pund (1,85 millioner kroner), så det bliver ikke hverdagskost lige foreløbig.

Hvornår burgeren kommer på markedet vides ikke. Professor Mark Post fra Maastricht Universitet, der har været med til at skabe burgeren, forklarer, at han ikke tror, at den er at finde i supermarkedernes kølediske lige foreløbig.

- Jeg tror, det tager noget tid. Det her var bare for at vise, at vi kunne gøre det.

- Det er en meget god start, siger Post.

Forskerne bag projektet mener, at teknologien kan være en bæredygtig måde at imødekomme den stigende efterspørgsel på kød.

/ritzau/