Bøje Nielsen kæmpede til det sidste

16x9

Den tidligere storbygherre og mangemillionær Bøje Nielsen døde i dag efter længere tids sygdom.

Den tidligere storbygherre og mangemillionær Bøje Nielsen døde i dag efter længere tids sygdom. Bøje Nielsen blev 69 år gammel.

Bøje Nielsen vil især blive husket for op- og ikke mindst nedturen med byggeselskabet Dansk Totalentreprise.

Sammen med ingeniøren Axel Juhl-Jørgensen stiftede Bøje Nielsen selskabet i 1970'erne, og det gjorde dem begge til millionærer.

Selskabet byggede i beton i hele landet, og forretningen gik strygende, indtil de to partnere kastede sig ud i en indædt kamp om magten i selskabet i slutningen af 1970'erne. Axel Juhl-Jørgensen vandt kampen, og Bøje Nielsen blev erklæret konkurs i 1982.

Men allerede inden Dansk Totalentreprise blev dannet, havde bygherren fra Sydsjælland bevist, at han havde næse for at bygge i beton. Bøje Nielsen stiftede tidligt Danske Fabrikshaller, som banede vejen for Dansk Totalentreprise.

Bøje Taagaard Nielsen blev født i 1937 og blev af mange betragtet som en excentriker, der i 1980 blev vurderet til at være god for mere end en milliard kroner. Sø- og Handelsretten erklærede det Bøje Nielsen-ejede selskab Danske Fabrikshaller konkurs i 1982, og den tidligere mangemillionærs kendetegn blev derefter træsko, mens Rolls-Roycen blev udskiftet med en Morris Mascot.

I 1992 fik Bøje Nielsen nogle af pengene igen, da konkursboet blev gjort endeligt op efter 10 års behandling. Alle kreditorer fik deres, og den tidligere bygherre fik 85 mio. kr, hvilket viste, at Bøje Nielsen var rigeligt solvent, da konkurssagen blev indledt.

Konkursen og kuratorernes forvaltning af boet tog hårdt på Bøje Nielsen, og han indledte i 2005 en erstatningssag med krav på over 100 millioner kroner.

21. maj 2007 offentliggjorde hans advokat behandlingen af erstatningssagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Samme dag dør Bøje Nielsen.