Nyheder

Voldtaget og fyret: Firma sagde intet til familien

Da den 24-årige norske kvinde Marte Deborah Dalelv i marts ville anmelde en kollega for voldtægt under et besøg i Dubai, endte det med, at hun selv røg i fængsel.

Hun blev fundet skyldig i sex uden for ægteskabet, for at drikke alkohol og afgive falsk vidneforklaring.

Oveni en 16-måneders fængselsdom, blev hun også fyret fra sit job i ingeniørfirmaet THE One Total Home Experience. Det skriver nrk.no

Ifølge den unge kvindes stedfar, Torgeil Furesund, skyldtes fyringen 'uacceptabel opførsel' i forbindelse med voldtægtsanmeldelsen.

Men det er firmaet, der på alle måder har opført sig uacceptabelt i sagen, mener stedfaderen.

Helt hul i hovedet
For firmaet, der har en norsk ejer, men hovedsæde i Qatar, fortalte ikke familien, at den unge kvinde var blevet smidt i fængsel:

- Det er helt hul i hovedet, det firma, hun arbejde for. Først og fremmest så gav de ikke os som forældre besked. De vidste, Marte sad i fængsel, men vi fik intet at vide af dem, siger Furesund.

Først fire dage efter sin arrest, fik den norske kvinde lov til at ringe hjem til sin familie og fortælle om sin skæbne.

Hendes mareridt startede efter en tur i byen med nogle venner og kolleager. En mandlig kollega fulgte hende op på værelset, og derefter husker hun intet:

- Jeg vågner liggende på maven, mens jeg bliver voldtaget. Jeg prøver at sige, at jeg ikke vil, men han tager fat om min nakke, fortæller hun til avisen Dagbladet.

Kan ikke forlade Dubai
Men da hun vil anmelde overfaldet til politiet, spørger de, om hun anmeldte det, 'fordi hun ikke kunne lide det'.

Politiet troede ikke på hendes forklaring om voldtægt og smed hende derfor i fængsel, inddragede hendes penge, pas og ejendele.

I onsdags kom dommen: Et år og fire måneders fængsel for sex uden for ægteskabet, for at drikke alkohol og afgive falsk vidneforklaring.

Hun venter nu på en appelsag i efteråret, men kan ikke forlade Dubai - og får altså ingen hjælp fra sin tidligere arbejdsgiver.