Etårig dreng blev kvalt i rugbrød

16x9

Det var efter alt at dømme et stykke rugbrød, der i går kostede en etårig dreng livet, da han spiste frokost hos sin dagplejemor i Holsted i Jylland. Det skriver eb.dk, der citerer en kilde tæt på familien for oplysningen. Begivenhedsforløbet bekræftes af lokalpolitiet i Esbjerg

Syd- og Sønderjyllands Politi kan her til aften ikke bekræfte oplysningerne over for tv2.dk, men henviser til lokalpolitiet i Esbjerg.

Dagplejeren ydede ifølge politiets oplysninger hurtigt førstehjælp, og en ambulance blev tilkaldt. Alligevel stod drengens liv ikke til at redde og han blev erklæret død på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

- Vi betragter det som en tragisk ulykke, som vi nu skal undersøge de nærmere omstændigheder omkring, sagde politiets vagtchef Bjørn Pedersen i går til tv2.dk.

Ifølge politiet skal der torsdag foretages ligsyn og eventuel obduktion af den lille dreng for at fastslå den endelige dødsårsag.