DF’er om egen ’neger’-kommentar: Fuldstændig tåbeligt

16x9

_ Det røg ud af mig, siger DF's viceborgmester på Bornholm efter 'neger'_udtalelse

- Men jeg synes godt, Folketinget kunne give et tilskud (til folkemødet, red.). Så sender de jo ikke de penge til negerne.

Sådan lød bemærkningen fra Bornholms viceborgmester Torben Rønne-Larsen, der i dagens udgave af Jyllands-Posten udtrykker sin store skuffelse over at Folketinget foreløbigt afviser at pumpe flere penge i den bornholmske begivenhed Folkemødet, der officielt begynder i morgen.

Men Torben Rønne-Larsen tager nu afstand for sin egen udtalelse.

- I det sekund jeg sagde det, tænkte jeg: hold kæft, det kan man da ikke sige. Jeg kunne jeg godt høre, at det var fuldstændig tåbeligt at sige, siger den Bornholmske DF-politiker til tv2.dk.

Hvad mente du med den kommentar?

- Mugabe. Jeg ville have sagt Mugabe, men jeg kunne ikke komme på navnet. Og så røg det andet ud af mig, forklarer Torben Rønne-Larsen.

Mugabe?

- Ja, vi sender penge til Mugabe (præsident i Zimbabwe, red.) i Rhodesia, og det irriterer mig grænseløst. Det burde Danmark ikke gøre. Men altså, selvfølgelig skulle jeg ikke have sagt, som jeg gjorde. Jeg har selv været i Afrika mange gange, og de er fantastiske mennesker dernede. Man skal ikke generalisere på den måde. Men jeg kunne desværre ikke komme på navnet i det øjeblik.

Er det du mener så, at man burde skære i ulandsbistanden for at give penge til folkemødet?

- Man skal tænke sig om, og man skal ikke sende penge til Mugabe og til Iran for eksempel. De opfører sig ikke særligt pænt overfor deres befolkninger.

Økonomiske vanskeligheder
Folkemødet, der i denne weekend, for tredje år i træk afvikles i Allinge på den nordlige spids af Bornholm, er ifølge artiklen i dagens Jyllands-Posten i økonomiske vanskeligheder, og i år må de bornholmske skatteydere spytte omkring 1,7 millioner kroner i festlighederne, for at få det til at løbe rundt.

Økonomi og indenrigsminister Margrethe Vestager meddeler i et skriftligt svar til avisen, at der ikke er udsigt til yderligere økonomisk hjælp fra Christiansborg til Folkemødet:

- Vi har støttet Folkemødet de to første år for at hjælpe den i gang. Men det har aldrig været intentionen, at vi skulle støtte dem fast økonomisk, da det skal være et projekt, der kan bære sig selv.

Det var denne og andre Christiansborg-politikeres meldinger, som Torben Rønne-Larsen reagerede på.

TV 2 følger Folkemødet på Bornholm tæt. Følg med helt til på søndag på tv2.dk, TV 2 News, i TV 2's nyhedsudsendelser klokken 19 og 22 og på TV 2's nye Instagram-profil 'TV2Nyhederne'