FE: Der er borgerkrig i Irak

16x9

Forsvarets Efterretningstjeneste konstaterer nu for første gang, at Irak er i "borgerkrig". Det fremgår af efterretningstjenestens såkaldte trusselvurdering og kommer på dagen, hvor V, K og DF har indgået forlig om de 559 asylansøgere.

Af Natali Braagaard

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) konstaterer nu for første gang, at Irak er i "borgerkrig". Efterretningstjenesten skriver i sin hidtil mest dystre såkaldte trusselsvurdering, at Irak - fire år efter Saddam Husseins fald - er splittet langs religiøse og etniske skillelinjer.

"Situationen har udviklet sig til borgerkrig, hvor irakerne kæmper om territorier, ressourcer og politisk magt, og landet er præget af opløsning og udbredt kaos," lyder FE's vurdering.

Regeringen bestikker irakerne
Trusselsvurderingen kommer efter, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti i dag har indgået forlig om at yde økonomisk støtte, hvis de 559 afviste irakiske asylansøgere skriver under på at rejse hjem til Irak.

Det fik tidligere i dag Socialdemokratiets integrationsordfører Lotte Bundsgaard til at anklage regeringen og Dansk Folkeparti for ikke at ville se virkeligheden i øjnene med den nye asylaftale, da de borgerkrigslignende tilstande i Irak vil afskrække de fleste irakere fra at rejse hjem:

"Den irakiske regering har jo selv sagt, at det ikke er trygt at rejse hjem, og så hjælper det ikke, at regeringen først prøver at presse - og nu bestikke - irakerne til at sætte deres eget og deres familiers liv på spil ved at rejse hjem."

Desuden besluttede regeringen for nylig at trække den danske bataljon i Irak hjem til august. Det skete med henvisning til, at situationen i den sydlige del af landet nu er så stabil, at irakerne selv kan overtage ansvaret.