Sur smiley: Bland-selv-slik fyldt med røg

16x9

De fleste slikglade danskere kender skipperskrå eller tyggeummi formet som cigaretter, men nu har en købmand på Frederiksberg fået ballade for at blande slik og cigaretter lige rigeligt.

Elite Købmanden på Falkoner Allé havde den 8. maj besøg af Fødevarestyrelsen, og her var fødevaremyndighedens kontrolenhed ikke tilfreds med, at der var tobaksrøg ved bland-selv-slikket.

I kontrolrapporten fra besøget kan man således læse:

"Virksomheden sælger uemballeret tag selv slik i lokale, der støder direkte op til lokale med spilleautomater, hvor kunder og personale ryger. Virksomheden har kun mulighed for at afvaske låg til slikbeholdere og skeer til uemballeret slik i håndvask på kunde­ og personaletoilet. Fødevarestyrelsen vurderer, at fødevarer bliver kontamineret af tobaksrøg og at det ikke er hygiejnisk forsvarligt at benytte en håndvask på toilet til opvask"

Overtrædelsen har kostet købmanden en sur smiley, og de har nu fået forbud mod at sælge bland-selv-slik, da Fødevarestyrelsen også indskærpede dette den 12. marts.

Elite Købmanden fik samtidig en bøde på 10.000 kroner, da de ikke havde styr på deres egenkontrol og skjulte kontrolrapporten fra det forrige besøg.

Forretningen er derfor netop blevet smidt ud af Elite Købmand-kæden, oplyser Tine Boysen, marketingchef i Dagrofa, der ejer kødmandskæden, til tv2.dk.

- Vi er blevet bekendt med det nu, og vi har valgt at udmelde købmanden af kæden efter at have vurderet den konkrete sag, siger hun til tv2.dk.

Kender du til lignende fødevareforhold eller overtrædelser? Så send en mail til boru@tv2.dk