Pulverbrev sendt til Berlusconi

Et postkontor i Italien har opsnappet en konvolut med patroner og mistænkeligt pulver, som var tiltænkt den tidligere italienske premierminister Silvio Berlusconi. Det rapporterer italienske medier.

Alarmen gik, da en røntgenskanning af brevposten afslørede indholdet, og politiet og en specialenhed blev tilkaldt. Den kontroversielle politiker skulle have modtaget konvolutten i sin luksusvilla Arcore nær Milano, lyder det.

Det er uklart, om der var en besked i konvolutten, melder italienske medier.

Episoden kommer få dage efter, at en arbejdsløs mand affyrede skud og sårede to politibetjente uden for regeringens hovedkvarter, mens Italiens nye ministre blev svoret ind.

Den ene politibetjent blev skudt i benet, mens den anden fik alvorlige skader i nakken, og lægerne frygter, at han bliver lam.

Arbejdsløsheden er høj i det recessions-ramte land ved Middelhavet, og koalitionsregeringen har lovet at gøre noget ved problemerne så hurtigt som muligt.

Især de unge italienere kæmper med at finde et arbejde i eurozonens tredjestørste økonomi.

Sidst i april lykkedes det Italiens nye premierminister, den 46-ĂĄrige centrumvenstre-politiker Enrico Letta, at danne en regering efter mĂĄneders politisk uro.

Den unge minister kommer til at arbejde tæt sammen med Silvio Berlusconis højreorienterede Il Popolo della Libertà (PDL), idet Berlusconis partifælle og nære allierede Angelino Alfano bliver landets nye vicepremierminister og indenrigsminister.

Berlusconi selv er ikke en del af den nye regering, men ventes at spille en markant rolle i kulissen.

Den politiske situation i Italien har været kaotisk i længere tid - og i særdeleshed efter valget i februar, som fik så mudret et resultat, at der ikke umiddelbart kunne dannes en regering.

/ritzau/AFP