Politiet ser pĂĄ DF-udtalelser

16x9

Politiet har nu modtaget de citater, som DF'erne er meldt for

DRC har nu officielt meldt de tre DF-politikere Søren Krarup, Morten Messerschmidt og Mogens Camre til politiet for racisme. Københavns Politi vurderer nu, om der er hold i sagen til en egentlig efterforskning.

Af Martin Kaae

Det er Dokumentations- og Rådgivningscentret om Racediskrimination (DRC), der har meldt de tre politikere til Københavns Politi. Politiet vurderer i de kommende dage, om der er indhold i sagen til at indlede en decideret efterforskning.

Søren Krarup

I Jyllands-Posten 18. april 2007 sagde Krarup vedrørende en sammenligning mellem religiøst betingede hovedtørklæder og nazisymboler:

"Det mener jeg fuldstændig. Ligesom nazisterne mente, at alle fra en anden race skulle udryddes, mener islam, at alle, der er af en anden tro, skal omvendes, og det vil i sidste instans sige udryddes."

DRC mener, at udtalelsen indeholder en ublu generalisering af muslimer og fremstiller disse som fundamentalister. Det er en overtrædelse af straffelovens racismeparagraf, mener DRC.

Morten Messerschmidt

I Nyhedsavisen 20. april 2007 forholder Morten Messerschmidt sig til Krarups udtalelse:

"Jeg mener, at alle muslimske samfund per definition er tabersamfund. Muslimerne er ikke i stand til at tænke kritisk. Når man sætter idiotiske religiøse hensyn over fornuften, så udvikler man et tabersamfund med hungersnød, undertrykkelse og brud på de mest elementære frihedsrettigheder...

Alle muslimer, der bekender sig til den islamiske ideologi, er tabere eller bliver tabere. De ønsker jo ikke en samfundsmodel, som kan skabe tålelige forhold for mennesker."

DRC mener, at disse ord overtræder straffelovens § 266 b, stk. 1, idet der er tale om forhånende og nedværdigende udtalelser om en gruppe af mennesker med henvisning til deres tro.

"Yderligere er udtalelserne fremkommet i forbindelse med et interview til en avis og er således sagt med forsæt til udbredelse i en videre kreds," lyder begrundelsen fra DRC.

Mogens Camre

I samme artikel, Nyhedsavisen 20. april, siger Mogens Camre følgende om muslimske kvinder, der bærer religiøst betingede hovedtørklæders mulighed for at blive medlemmer af Folketinget:

"Det er en syg idé og helt naturstridigt, at en fundamentalist med tørklæde skal være medlem af vores demokratiske parlament. Hun trænger til psykiatrisk behandling. Man må jo behandle den slags mennesker. Det er nogle hjernevaskede små stakler, som går med tørklæder. Skik følge eller land fly, så simpelt er det. Jo før hun rejser, jo bedre."

Også denne udtalelse mener DRC overtræder racismeparagraffen med forhånende og nedværdigende udtalelser om en gruppe af mennesker med henvisning til deres tro.

DRC mener desuden, at der for alle tre politikeres vedkommende er tale om propaganda, hvilket i straffeloven ses som en særligt skærpende omstændighed.

"Det er vores opfattelse, at det antager karakter af propaganda, når tre højtstående politikere fra samme parti med kort interval retter et så kraftigt angreb mod en bestemt befolkningsgruppe i det danske samfund," lyder det i anmeldelsen.