Så meget skal du spare op til boligkøb

16x9

tv2.dk har spurgt sig for i finanssektoren for at få et billede af, hvad der er realistisk i dag, hvis vil købe hus

Siden de glade dage midt i nullerne, hvor det ofte var muligt at låne alle de penge, man skulle bruge for at anskaffe sig en bolig, er vilkårene hos bankerne strammet væsentligt op.

tv2.dk har spurgt sig for i finanssektoren for at få et billede af, hvad der er realistisk i dag, hvis man går med drømmen om huskøb.

Tilbagemeldingerne viser helt klart, at uden udbetaling får man kun lov til at købe, hvis man har en meget høj indkomst, og ønsker at købe et billigt hus. Så selv om flere banker tilbyder 100 pct. finansiering, er det i praksis sjældent, at det gives.

Finanstilsynet anbefaler en kontant udbetaling for huskøb i dag er fem procent. For en bolig til tre millioner betyder det, at du skal have 150.000 kr. sparet sammen.

Men boligkøb består også af andre omkostninger en blot udbetalingen:

Tinglysning:

Når du køber en bolig, skal dit ejerskab af boligen tinglyses. Det koster 19.400 kr. for en bolig til 3 mio. kr. at få tinglyst skødet. Øst for Storebælt betales denne omkostning normalt af køber, mens denne omkostning ofte deles ligeligt mellem sælger og køber vest for storebælt.

De lån, du skal bruge for at købe boligen skal også tinglyses. Ved boligkøb, kan man maksimalt låne 80 procent af købesummen hos en kreditforening. I vores eksempelhus svarer det til 2,4 mio. kr. Det koster 37.400 kr. i tinglysning. Ofte kan man overtage et tinglyst pantebrev fra den tidligere ejer og spare de penge.

Resten af husets pris op til de 150.000 kr. i udbetaling lånes som regel i banken. I eksemplet bliver det til et lån 450.000 kr., som koster 8.150 kr. ti tinglysning.

Advokatomkostninger:

Man kan i princippet godt købe en bolig uden advokat og skrive skødet selv. Men de fleste foretrækker, at få professionel hjælp. I eksemplet sætter vi advokatens salær til 10.000kr.

Gebyrer:

Der er som regel et lånesags gebyr på realkreditlånet. Det svinger og kan ofte forhandles med banken. I eksemplet er det sat til 2.000 kr.

Kurtage og kursskæring på realkreditlånet: 6.000 kr.

Tinglysningsservice på realkreditlånet: 2.000 kr.

Etablering af boliglån i banken: 9.000 kr.

Øvrige omkostninger:

Da renterne hele tiden ændrer sig, kan man vælge kurssikring på realkreditlånet, så man kender sin eksakte husleje den dag man overtager boligen. Det koster typisk 0,75 kurspoint. I eksemplet er det: 18.000 kr.

I forbindelse med hushandlen har sælger fået udarbejdet en tilstandsrapport på huset. Som køber kan man med den i hånden vælge at tegne en ejerskifte forsikring, der dække ved uventede mangler og skader på huset.

Flytning:

Priserne for flytningen varierer selvfølgelig meget. Skal man flytte langt eller kort, skal møblerne op på fjerde sal i en ejendom uden elevator eller har man et flygel som en del af indboet. I vores eksempel har vi sat flytteomkostninger til 8.000 kr.

Istandsættelse:

Selv om den bolig, man flytter ind i er i fin stand, skal der oftest foretages småforbedringer. Der skal males, slibes gulve af og indkøbes gardiner. Vi har sat indflytningsomkostningerne til 25.000 kr.

Det samlede regnestykke ser således ud:

Udbetaling kr. 150.000

Tinglysning skøde kr. 19.400

Tinglysning realkreditlån kr. 37.400

Tinglysning banklån kr. 8.150

Advokatomkostninger kr. 10.000

Lånesagsgebyr realkreditlån kr. 2.000

Kurtage/kursskæring realkredit kr. 6.000

Tinglysningsservice realkreditlån kr. 2.000

Etablering boliglån kr. 9.000

Kurssikring kr. 18.000

Flytning kr. 8.000

Istandsættelse kr. 25.000

I alt kr. 294.950

Du skal altså ud over at tjene penge nok til både at leve og betale huslejen, nå du har købt huset også have sparet næsten 300.000 kr. sammen, før du beder om bankens godkendelse.