TV: Tusindvis af døde grise fundet i kinesisk flod

I de seneste dage har kinesiske myndigheder samlet tusindvis af døde grise op af Huangpu-floden, der løber gennem storbyen Shanghai og er en del af millionbyens vandforsyning.

Ingen aner, hvor grisene kommer fra og beboerne er bange og frygter forurenet drikkevand mens myndighederne forsikrer om, at der ikke er nogen risiko.

Mikkel Keldorf, der er dansk journalist bosat i Shanghai, fortæller at der nu er fundet 6.000 døde grise i floden og tallet forventes at stige yderligere i de kommende dage.

Hvor kommer de fra?
- Der er stadig ingen forklaring på, hvordan grisene er havnet i floden, og da de fleste kinesere er yderst skeptiske i forhold til forsikringer fra myndighederne, svirrer der et hav af rygter. Eksempelvis frygter mange, at nogle af grisene kan være fisket op, slagtet og solgt som menneskeføde, fortæller Mikkel Keldorf til tv2.dk.

Ifølge den danske journalist, er et af de problemer, der har været beskrevet i kinesiske medier, at der er alt for mange grise i staldene i landsbyerne omkring Shanghai og når en grise dør af eksempelvis sygdom, bliver den ikke nødvendigvis sendt til destruktion som i Danmark, men begravet.

- Myndighederne siger, at de tilbyder 80 RMB (80 dkr.) pr. død gris, men når de lokale landmænd er blevet spurgt til den præmie, svarer de, at det kender de ikke noget til. Der er ikke nogen, der har tilbudt dem penge for de døde dyr, siger Mikkel Keldorf.


De første døde grise dukkede op torsdag i sidste uge, da de blev fundet ved indløbet til en vandforarbejdningsstation, som omdanner flodvandet til drikkevand.

Ifølge New York Times, har de kinesiske myndigheder kig på nogle gårde i Zhejiang-provinsen som kilde til de døde grise, men det er ikke bekræftet i kinesiske medier.

Mikkel Keldorf gætter på, at kinesiske bønder kan have smidt grisene i floden fordi det er det nemmeste.

- De har måske været ramt af en sygdomsepidemi og ikke vidst, hvordan de skulle komme af med så mange døde dyr på en gang. Mentaliteten i forhold til affald og forurening er markant anderledes end i Danmark. Der bliver ganske enkelt ikke tænkt ret meget over det, siger han.