Opposition: Jensby-afgang ikke nok

16x9

Regeringen får ikke fred, selv om Jensby trak sig, lover oppositionen

Forsvarsminister Svend Aage Jensbys (V) afgang er ikke nok for oppositio­nen.

Ganske vist risikerer Jensby fortsat, at politiet rejser sag mod ham for at referere fra de fortrolige møder i Kontroludvalget. Men det, der udløste Jensby-balladen, vil S, R og SF stadig til bunds i: Løj regeringen, da den tog efterretningstjenesten til indtægt for, at Irak havde masseødelæggelses­våben?
"Det er vi ikke færdige med. Vi har ik­ke fået ordentlig besked," siger fors­varsordfører Morten Helveg Petersen (R).

SF er klar til at hudflette statsministeren på ny. Onsdag vil partiet i Folketingets spørgetid afkræve Anders Fogh Rasmussen (V) svar på, hvorfor regeringen op til udbruddet af Irak-krigen blev ved med at love, at den ville holde sig til "FN-sporet", selv om Forsvarets Efterretningstjeneste allerede måneder før havde fortalt regeringen, at USA ville en krig, ligegyldigt hvad der blev besluttet i FNs Sikkerhedsråd.

Oppositionens påstand om, at regeringen i Irak-sagen har begået urent trav deles nu også af mange vælgere, siger forsvarsordfører Jan Trøjborg (S). Dermed har sagen givet regeringen ridser i lakken, mener han.
"Der er sket en skade. Statsministeren ynder at styre begivenhedernes gang. Men her har han måttet lade begivenhederne styre ham," lyder det fra Trøjborg.

De Radikale har før prøvet at få skovlen under ministre, der gjorde sig uheldigt bemærkede. Morten Helveg Petersen peger på miljøminister Hans Christian Schmidt (V), finansminister Thor Pedersen (V) og kirkeminister Tove Fergo (V).

"Men vi er ikke kede af, at de stadig sidder der. Vi betragter de ministre som oppositionens bedste kort," anfører han ifølge Ritzau med et grin.