Her er årets bedste politiske citater

* Johanne Schmidt-Nielsen (EL): "Regeringen pisser på de vælgere, som har stemt på dem. Vi er ikke længere støtteparti - nu er vi i opposition"

- sagt efter regeringens skatteaftale med V og K.

* Margrethe Vestager (R): "Sådan er det jo"

- om, at dagpengemodtagernes ydelser en dag holder op.

* Helle Thorning-Schmidt (S): "Der kommer en god løsning i morgen"

- sagt gentagne gange om betalingsringen dagen før, regeringen droppede den.

* Lars Løkke Rasmussen (V): "I morgen rejser jeg mod topmødet i Brasilien. Det samme gør statsministeren i øvrigt. Hun rejser vist lidt senere end mig, men vi skal nu ramme Brasilien på nogenlunde samme tidspunkt"

- sagt i afgørende fase af skatteforhandlingerne, inden Løkke tog til Michigan, USA, for at besøge sin datter.

* Annette Vilhelmsen (SF): "Jeg har fået det med hjem, at vi har haft nogle rigtig gode samtaler"

- om, hvad hun fik med fra møder med regeringstoppen på Marienborg efter sin sejr i partiets formandsopgør.

* Villy Søvndal (SF): "Jeg er valgt som formand for SF, og sådan er det"

- sagt som indledning på pressemøde i august, kort tid før han meddelte sin afgang (det fulde citat lyder: "For det første: SF sidder i denne her regering, og det bliver vi ved med. For det andet: Jeg er valgt som formand for SF, og sådan er det. Og for det tredje: jeg er udenrigsminister, og det har jeg i øvrigt også tænkt mig at blive ved med at være").

* Enhedslistens hovedbestyrelsesmedlem Kathrine Toft Mikkelsen: "Man må selvfølgelig godt have sin egen tandbørste"

- sagt om, i forbindelse med, at Enhedslisten ville ophæve den private ejendomsret, hvis partiet selv havde flertal i Folketinget.

* Statsminister Helle Thorning-Schmidt: "Det er ikke slut, før blondinen har stillet stiletterne"

- sagt på S-kongres i forbindelse med Socialdemokraternes dårlige meningsmålinger.

/ritzau/