Danske Skoleelever: Overfald skal forebygges

Formand for Danske Skoleelever opfordrer til dialog blandt danske skoleelever

Hvis Danmark skal undgå overfald på unge, som det i Gøteborg, er det vigtigt, at skoleelever har en forebyggende dialog. Det mener Vera Rosenbeck, som er formand for Danske Skoleelever.

-Jo mere digitaliseret vores samfund bliver, jo vigtigere er det, at der bliver taget en snak med eleverne om, hvordan vi opfører os, når vi er fysisk sammen, og hvordan vi er, når vi kontakter hinanden med en skærm imellem os, siger Vera Rosenbeck til TV 2.

-Der skal generelt være en proces, hvor vi tager en snak om, hvordan man håndterer problemet, hvis det kommer, fortsætter hun.

Uro i Gøteborg
Unge svenskere har overfaldet en pige, som de mistænker for at have spredt krænkende tekster og billeder af unge piger på billedtjenesten Instagram.

Hundredvis af stenkastende unge skabte tirsdag uro foran pigens gymnasium, da de mødte op for at straffe hende.

Den 17-årige pige, som de mistænker, blev tirsdag afhørt af Västra Götaland politi. Hun hævder, at hun er uskyldig.