"Ulven" fra Thy blev kvalt

Obduktion-en af dyret tydede i første omgang på, at den var død af kræft

Spændingen bliver endnu engang trukket ud - var det en ulv, der blev fundet død i Nationalpark Thy i sidste måned?

Svaret på dna-prøverne skulle ellers være kommet sidst på denne uge, men det er nu blevet besluttet at "ulvens" dna skal gennemgå en endnu grundigere test. Denne test skal blandt andet vise, hvor den stammer fra. Obduktion­en af dyret tydede i første omgang på, at den var død af kræft, men de yder­ligere undersøgelser har nu vist, at den faktisk døde ef en betændelsestil­stand i brysthulen, som i sidste ende gjorde, at den blev kvalt.

"Ved mikroskopundersøgelse kunne det ses, at tumoren skyldtes en gammel og kronisk betændelse i området omkring hjertet. Præcis hvilke bakterier, der har givet denne kraftige betændelse, er endnu ikke fastlagt. Endvidere var der en byld i hjernen efter en betændelse," fortæller seniorforsker ved DTU Veterinærinstituttet Tim Kåre Jensen.

Han vurderer, at dyret, som kun vejede 34,6 kilo ved sin død, har været stærkt påvirket af betændelsen. Ved obduktionen indeholdt hverken mave eller tarme spor af føde.

"Inden dyret døde har det været stærkt påvirket og haft nedsat lungefunktion over en længere periode. Sygdommen har hindret den i at finde føde, hvilket afspejler sig i dens ekstreme afmagring og en lidt mindre og let gullig lever. Der var desuden væske i underhuden ved brystbenet, hvilket tyder på, at dyret har ligget længe før døden indtraf," siger Tim Kåre Jensen.

Ikke en rar oplevelse for dyret
Dyrlæge ved DTU, Mariann Chriél mener ikke, at dyret har haft meget stærke smerter, men det har bestemt ikke været en behagelig oplevelse.

"Det at blive kvalt er jo ikke en rar fornemmelse, og det kombineret med at den ikke har fået noget føde, har jo ikke været behageligt," siger hun til tv2.dk.

Hvor lang tid "ulven" har gået med betændelsen er endnu ikke til at sige.

"Vi skal først have svar på nogle yderligere prøver, men ud fra min vurdering kan den have gået med betændelsen i op til seks måneder til et år."

Tre forskellige slags bændelorm
Og for at det ikke skulle være nok, så blev der også fundet tre forskellige slags bændelorm i tarmen på dyret"Dipylidum caninum, Mesocestoides og Taenia, samt hageorm -Uncinaria stenocephalaog æg af hårorm -Capilaria.

Dyrlæge Mariann Chriél mener at ormene meget vel kan stamme fra et rådyr i området i Nordjylland.

Den sidste vildtlevende ulv i Danmark blev skudt i Jylland i 1813. Hvis det det døde dyr viser sig at være en ulv, så er den sandsynligvis vandret til Nordjylland fra det nordlige Tyskland.

Resultaterne af om der virkelig er tale om en ulv, ventes at ligge klar i næste uge.