Politiet hjælper Mashos forældre

Henriette og Gert Vedsegaard, der adopterede den fireårige pige Masho fra Ethiopien til Danmark, og siden måtte opgive at passe hende, bliver nu beskyttet af politiet, fordi de føler sig utrygge efter voldsomme reaktioner på Facebook.

Parret stod frem i tv-udsendelsen Adoptionens Pris på TV 2 i aftes, og kort derefter begyndte de negative kommentarer på sociale medier.

"Jeg kan bekræfte, at vi har været i kontakt med familien, fordi de føler sig utrygge. Vi har vurderet deres henvendelse og tager nu nogle skridt for at hjælpe dem," siger Simon Schwaner fra Midt- og Vestsjællands Politi til tv2.dk

"Hvilke skridt vi konkret foretager os holder vi for os selv, men vi gør noget," siger han.

Alene på TV 2/NYHEDERNEs Facebook side er der i skrivende stund over 1.000 kommentarer om Masho - mange af kommentarerne er negative over for forældrene.

Bortadopteret som fireårig
TV 2 dokumentaren "Adoptionens pris" viste mandag aften, hvordan den velfungerende pige Masho bliver flyttet fra Etiopien til Danmark, hvor pigen langsomt får det dårligere og dårligere.

Masho var fire år gammel, da hun blev bortadopteret af Danadopt, men det er i følge eksperter alt for sent og medvirkende til, at Masho i dag lever på et børnehjem i Danmark.

Mashos adoptivforældre fortæller i programmet, at de ikke mener, de havde en chance for at give hende en lykkelig barndom i Danmark.