De kalder ham Slagteren fra Srebrenica

Den 70-årige Ratko Mladic er især kendt for sin rolle i Srebrenica-massakren, hvor mindst 7000 blev dræbt.

* Navn: Ratko Mladic. I international presse ofte omtalt som "Slagteren fra Srebrenica".

* Født: 12. marts 1942 i landsbyen Bozanovici syd for Sarajevo i det nuværende Bosnien-Hercegovina.

- Området var da del af den kortvarigt eksisterende uafhængige stat Kroatien, der blev dannet efter de tyske nazisters og italienske fascisters invasion af Jugoslavien.

* Uddannelse: Efter at have afsluttet folkeskolen fik Mladic job som smed i Sarajevo. Han indledte sin militærkarriere i 1961.

* Krigen: I april 1992 blev Mladic forfremmet til general. Halvanden uge senere indledte han og hans folk en blokade af Sarajevo, hovedbyen i muslimernes nyudråbte republik Bosnien.

- I juli 1995 stod Mladic i spidsen for den serbiske styrke, der rykkede ind i FN's såkaldte "sikre zoner" i Srebrenica og Zepa. 40.000 muslimer havde søgt tilflugt i Srebrenica, hvor over 7000 mænd og drenge blev dræbt.

* Anklagen: Folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Ud over Srebrenica-massakren omfatter anklagerne yderligere 70 tilfælde af mord og massemord.

- Han retsforfølges også for belejringen af Sarajevo og for sine soldaters tortur, mishandling og fysiske, psykiske og seksuelle overgreb på civile i 58 fangelejre.

* Flugten: Mladic var på flugt i 16 år, hvor der trods familiens insisteren på, at han var død, var vedholdende rygter om, at han levede i relativ åbenhed blandt sine støtter i Serbien.

* Anholdelsen: Ratko Mladic blev anholdt i Serbien i maj 2011 og blev kort efter overført til Krigsforbryderdomstolen for Det Tidligere Jugoslavien i Haag i Holland.

* Retssagen: Begyndte formelt 16. maj i år og er efter nogle måneders pause på grund af en procedurefejl nu i gang. Anklageren har anmeldt omkring 400 vidner, hvoraf de 158 ventes at møde op i retten.

- Danmarks tidligere indenrigsminister Birte Weiss står på vidnelisten opført som nummer 47 under navnene "Bertie" og "Berte" Weiss.

- Hun er tilsagt til at møde fredag morgen, hvor der er afsat en time til vidneudsagn og visning af klip fra filmen "En minister krydser sit spor".

/ritzau/