Efter silo-sprængning: Det skal kilde

Søren Tscherning har arbejdet på projektet med at sprænge siloen i Valby i to måneder

Op mod 20.000 tilskuere var mødt op i Valby for at se den 108 meter høje gassilos fald i dag. Sprængningen gik som den skulle og var en stor succes.

Det fortæller direktør Søren Tscherning til TV 2 News. Han har arbejdet på projektet med at sprænge siloen i to måneder:

"Jeg har hele tiden været fuldstændig sikker på, at det nok skulle gå, men der har også været sommerfugle i maven. Det skal kilde, når man er med til noget så stort."

Søren Tscherning fortæller, at sprængningseksperterne så sent som i morges har skåret det sidste jern i siloens fundament for at gøre den ustabil.

"Reelt set kunne den ikke have klaret et stormvejr. Så i morges tog vi den endelige beslutning om at sprænge i dag. Det var stort," siger Søren Tscherning.

Det tog blot otte sekunder at fælde den gamle silo, men det kommer til at tage måneder før resterne af den er væk.

"Nu skal jernet skæres op og køres væk til skrot og genbrug. Tre store maskiner er allerede nu i gang med at skære jernet op, så køres det til Køge og udskibes til et eller andet smelteværk i Europa," forklarer Søren Tscherning.