Stilhed før braget - er klar til sprængning i Valby

Op mod 30.000 tilskuere ventes i morgen at møde op for at se Danmarks næsthøjeste bygning blive væltet ved middagstid.

En 108 meter høj gasbeholder i Valby bliver jævnet med jorden ved en kontrolleret sprængning.

Firmaet bag arbejdet er Tscherning, hvor Søren Tscherning er direktør. Han er helt klar til begivenheden.

"I dag har vi lavet de sidste forberedelser - vi har skåret den, så vi har løsnet hele konstruktionen og gjort den så ustabil, som vi kan inden i morgen," siger han til TV 2 News.

"Det eneste, der kan forhindre det nu, det er noget vejr, som vi ikke har set komme. Vi kan sprænge i op til 17 sekundmeter og vejrudsigten siger 5-10 i morgen."

Falder i rette retning
Den endelig beslutning om, hvorvidt bygningen kan sprænges i morgen bliver taget mellem klokken 7 og 8 i morgen tidlig.

Og Søren Tscherning er ikke i tvivl om, at alt vil gå som planlagt.

"Den falder helt sikkert i den retning, den skal."

Det lyseblå gastårn er Danmarks næsthøjeste bygning og overgås kun af sygehuset i Herlev.

Du kan følge sprængningen med optakt på TV 2 NEWS fra klokke otte i morgen tidlig.